Gammel lægekultur på nye læger

Frisk hvid kittel, langtrukken titel, høj rangering, magt over menneskeliv og en håndfuld autoritetstro patienter er den klassiske opskrift på, hvordan man laver en nybagt læge. Og for at opretholde konsistensen, placeres lægen i en matrix af overordnede, der omformer hans identitet, underordnede, der plejer deres mindreværdskomplekser ved at tryne ham - og især hende - og et politisk spil, der sparer menneskeliv væk. Her skal produktet ligge og gære. Resultatet er en udviklingshæmmet læge, forkortet u-lægen. Kogebogens hellige opskrift er hævet over kritik og opdateringer.

Mens den nybagte læge forsøger at navigere i sygehuskulturens ubøjelige krypter og interpersonelle labyrinter på kryds og tværs af ranghierarkiet, bliver forvirringen total, når en grundlæggende tvivl om egen eksistens som menneske i en fremmedgørende umenneskelig lægerolle sniger sig ind.

Skulle man stille det dumme spørgsmål om, hvad det vil sige at være læge, får man da også en svagt begavet respons. For selvfølgelig er lægen en, der har svarene og kan redde menneskeliv. Lægen er typisk en, der har en slægtning, der er læge. Der er prestige og penge i lortet, personlig og faglig vækst, gode forbindelser og daglige helteaktioner. Hvem kunne ikke drømme om at få alt det?

Eventyrligt billede

Det eventyrlige billede forbliver attraktivt, selv om det dagligt knuses på virkelighedens grund. Og lægen betaler en stor pris for at bevare dette image. Vedkommende knokler røven ud af bukserne for efter mindst syv års uddannelse at stå med en teoretisk viden, som næppe kan omsættes i praksis i et mindre lærerigt miljø med kompliceret opgavefordeling.

Sygeplejerskernes enorme reservoir af praktisk viden, som de har i kraft af deres jordbundne uddannelse, erfaring og tætte kontakt til patienten, bliver holdt tilbage for novicen. De vil ikke altid hjælpe u-lægen, for det er jo ikke deres opgave. Og slet ikke hvis vedkommende optræder det mindste arrogant, fordi staklen lod den nytildelte titel stige ham til hoved. Lægen skal være ydmyg og Superman samtidig, kunne vise sin usikkerhed og bede om hjælp hos sygeplejersken i en passende dosis. Ellers risikerer han et stigma som en, der er uduelig og aldrig skulle have været læge. Bagvagten har ofte travlt - med at lave fejl i en hektisk vagt. Vedkommende er som regel en skuffelse at søge råd hos. Vender man sig om og går til tops, finder man handlingslammede fagpolitikere og en handlekraftig regering med livsfarlige spareplaner.

Lægen er faktisk et menneske

Det kan være, at det kommer bag på mange, men jeg tillader mig at røbe en hemmelighed, som efterhånden er tung at bære alene sammen med de tusinder, der tænker det, men ikke orker at sige det eller har underlagt sig benægtelsens magt: Lægen er faktisk et menneske. Puha, what a relief!

Hvorfra stammer forestillingen om os som små guder, der har svarene, men ikke spørgsmålene? Hvem har bestemt, at læger skal bruge minimal tid med patienterne og maksimal tid på bøger og sejlbåde? Hvem skabte platformen for samarbejdsfora med sygeplejersker, bioanalytikere, overlæger og andet godtfolk, hvor kamp om modstridende interesser, fordomme og intrigere får grobund? Hvem har valgt, at kitlen skal være hvid i stedet for pink eller ternet? Hvorfor er væggene på sygehusene kedeligt hvide og overdyngede af stativer med en masse informationsfoldere, som patienterne ikke har bedt om?

Sundhedskastesystem

Jeg blev uddannet i 2002, og dengang stod man alene med ansvaret og en masse umulige overlæger og sygeplejersker og et rigidt sundhedskastesystem. I dag, efter otte år, står en masse yngre læger stadig i en lignende situation.

Ja, hurra for at vi langt om længe er nået frem til, at de yngre læger lider under dårlig uddannelse og opbakning, og at vi vil have speciallæger i front ved det akutte arbejde. Men så går der nok yderligere ti år, før det også kan omsættes i praksis i den famøse FAME. Og måske 50 år før lægen lærer at kommunikere i øjenhøjde, bede om hjælp og gøre krav på at tage hjem til sine børn og familie i stedet for at overarbejde 45 timer om måneden. Afrikas kvinder og børn bruger hvert år 40 milliarder timer på at skaffe rent vand i stedet for at gå i skole og arbejde. U-lægen bruger karrieretiden på at leve op til en uduelig lægerolle i stedet for at hjælpe de syge.

Hvad er det, vi er bange for, siden den ældgamle læge/sygehuskultur har fået lov til at overleve? Hvad har vi at tabe? Ansigt? Titel? Magtstolen? Penge? Fagligt territorium?

Vågn op

Måske var det en ide at opgive og starte forfra i stedet for krampagtigt at holde på en selvudslettende facade og nøjes med at komme med små ændringer, der giver en illusion om, at vi er på vej mod en udvikling og bedre tider. Det er jo bare en mild sovepille, der sederer og giver dårlig tornerosesøvn, man vågner op hyppigt uden rigtigt at stå op.

Kl. er 08.00, og vi er i 2010. Vågn op! Tag den spraglede kittel på, løft skalpellen og disseker jer fri fra de forældede roller og find den unikke læge frem. Allier jer med vennerne og fjenderne og lad være med at lade kitlen skabe afstand. Tal med patienten som en ligeværdig i nød, og ikke som et cpr-nummer og en diagnosekode. Græd med de pårørende, grin ad jer selv, vær vred på sygeplejerskerne, når de er dumme, og vis respekt, når de hjælper. Vær utålmodige og kræv løsninger. Hjælp de yngre læger, der er i nød, thi jeres gerning belønnes tifold, ellers får I dem i røret hele natten på en drillende vagt. Drop kynismen og ligegyldigheden og kom ind i kampen. Hep på jer selv - landsholdet er en skuffelse, og kæden kan hoppe af for den bedste.

Kom så lægestand, vis hvad I duer til. Vi har vist set rigeligt af, hvad vi ikke duer til!