Skip to main content

Gastroenterologisk endoskopi er primært en lægelig opgave!

Professor Niels Qvist, Formand Dansk Kirurgisk Selskab. E-mail: famqvist@dadlnet.dk Overlæge Lars Bo Svendsen, tidligere formand for endoskopiudvalget under Dansk Gastroenterologisk Selskab

14. nov. 2005
3 min.

Ugeskrift for Læger bragte den 12. september en artikel [1] og en leder [2] om sygeplejerskers rolle i forbindelse med sigmoideoskopi. Det blev konkluderet, at det ville være en gevinst, hvis de mere rutineprægede endoskopier kunne udføres af specialuddannede sygeplejersker ved gastrointestinale endoskopienheder under supervision af specialuddannede gastroenterologer. Et af argumenterne var mangelen på speciallæger, og at sygeplejerskerne var mere skånsomme i udførelsen af sigmoideoskopien målt ud fra patienternes smerteoplevelse i forbindelse med skopien.

Gastroenterologisk endoskopi dækker et bredt felt af undersøgelser fra de simple og rent rutineprægede undersøgelser som sigmoideoskopi til den meget avancerede terapeutiske endoskopi, der kræver en høj grad af teoretisk viden og håndværksmæssig kunnen. Varetagelsen af den avancerede endoskopi forudsætter stor erfaring fra de mere enkle endoskopiske undersøgelser. Ved helt at overlade disse enkle procedurer til sygeplejerskerne vil det være svært i fremtiden at rekruttere og uddanne læger til den mere avancerede del af endoskopien. På nuværende tidspunkt har man på 1. reservelæge-niveau mindre end 150 årlige koloskopier per læge på de kirurgiske afdelinger. For at disse skopier skal forløbe rimeligt glat, må man forvente, at man på 1. reservelæge-niveau har rutine i nedre skopi, og dette fås bl. a. ved sigmoideoskopi. Hvis sygeplejersker i fremtiden skal foretage en stor del af rutine-skopierne, kan basalniveauet hos de endoskoperende læger helt komme til at mangle. Man skal gøre sig klart, at endoskopi er et håndværk, som kræver stadig vedligeholdelse, og at grundlaget for invasive procedurer (polypektomi m.m.) kræver en stor endoskopisk ballast opbygget på de rutinemæssige, diagnostiske undersøgelser. En mere udbredt anvendelse af kolografi til erstatning for den diagnostiske endoskpoi vil yderligere forstærke problematikken.

Argumenterne, for at sygeplejersker skal overtage sigmoideoskopierne, skulle være lægemangel og en mindre smertende undersøgelse: Lægemangel er ved at være en saga blot - i hvert fald inden for en overskuelig fremtid - og vil ikke kunne bruges som argumentation. Patientens smerteoplevelse i forbindelse med sigmoideoskopi er et resultat af uddannelse og rutine, så det skulle også være relativt nemt at gøre noget ved gennem daglig træning og uddannelse. Fortløbende og systematiseret uddannelse af læger i endoskopi er afgørende for kvaliteten i gastroenterologisk endoskopi. Det er ikke tilstrækkelig med de eksisterende basale kurser og kurser under hoveduddannelsen. Efteruddannelseskurser og her specielt færdighedskurser er lige så vigtige. Disse kurser har været under forberedelse, og der er afholdt to i endoskopiudvalgets regi. Der er her i landet flere særdeles velfungerende enheder for endoskopi af en meget høj kvalitet og med kvalificerede lærerkræfter, der også ville kunne påtage sig disse opgaver i samarbejde med de videnskabelige selskaber - Dansk Kirur-gisk Selskab og Dansk Gastroenterologisk Selskab. En sådan indsats vil kunne føre dansk gastroenterologisk endoskopi op på et fagligt internationalt niveau, men det lader sig ikke gøre, uden at den basale del af endoskopien fortsat og i vid udstrækning varetages af læger.

SVAR:


Referencer

  1. Nielsen KT, Langer S, Neumann R et al. Sygeplejersker som endoskopører Ugeskr Læger 2005;167:3494-6.
  2. Matzen P, Porsager J. Skal sygeplejersker endoskopere? Ugeskr Læger 2005;167:3480.