Skip to main content

Gennemtræk i de videnskabsetiske komiteer for København og Frederiksberg

Troels Kardel, alment praktiserende læge, Amager, Censor i videnskabeteori og etik

1. nov. 2005
3 min.

Efter tre år som medlem af en regional videnskabsetisk komite er der to af syv medlemmer tilbage af den oprindelige besætning. Samme tal gælder for den anden af to københavnske komiteer. Vi dækker hovedstadens universitetshospitaler eksklusive Københavns Amt og er landets største komiteer med 600-800 sager om året dvs. knap 30% af landets biomedicinske forsøg. En så kraftig udskiftning rummer risiko for kvalitet og konsistens i sagsbehandlingen.

Kommunevalget i 2002 gav en tvungen udskiftning i alle landets komiteer. Men faglige medlemmer udskiftes på stribe efter få år skønt beskikkede for fire år med mulighed for forlængelse. Det er nødvendigt, at tage disse forhold med, når man beskriver funktionen af de videnskabsetiske komiteer, som det senest er sket med et temanummer af Ugeskrift for Læger, nr. 16 2003. En succeshistorie måske, men ikke uden problemer.

Jeg kom ind i komitearbejdet, da en kollega sagde fra efter et år. Andre kolleger trak sig begrundet med forfremmelser. Alt andet lige gør det dem kun ekstra kvalificerede. Man kan kalde det, hvad man vil, baggrunden er efter mit skøn arbejdsbelastningen. I mit første kalenderår nåede bunken af sager 39 cm, ekskl. nye regler og forordninger. Jeg syntes, at det var vildt og var ved at stå af. I det andet kalenderår blev det til 60 cm sager med et vederlag for mødedeltagelse på 1.700 kr. Sagsbehandlingen honoreres ikke.

Jeg har nu vænnet mig til tunge breve flere gange ugentligt i en grad, så at jeg omtrent får abstinenser, hvis der kommer en pause.

I København/Frederiksberg kører to komiteer parallelt med fælles sekretariat. Sagerne fordeles efter et tilfældighedsprincip. Efter sekretariatets gennemgang sendes en sag til et par forbedømmere, en lægmand og en fagperson. Er der enighed, er der ikke flere, som ser sagen. Det sker i de fleste tilfælde. Sagen går dog altid i plenum, hvis det drejer sig om undersøgelser af børn, bevidsthedssvækkede, psykotiske eller debile, eller ved forsøg med ægceller m.m. Opnås der ikke enighed mellem forbehandlerne eller i plenum, går sagen videre til afgørelse i den centrale videnskabsetiske komite. Pro-ceduren er afstukket og fungerer.

Fra starten af har jeg savnet typiske eksempler på fortolkning af reglerne at støtte mig til. Sekretariatet har selvsagt alle afgørelserne liggende, men har ingen eksempler samlede ud over nedfældet i sekretariatschefens hukommelse. Skal der findes en gammel sag frem, sker det ved at lede i et antikveret arkivsystem. Der kan ikke søges på indeksord, og reglerne giver ingen hjemmel til at stille krav om søgbarhed gennem projekternes titel.

Efter at et lægmedlem fornylig forlod min komite og smækkede med døren, har komiteen vedtaget reformer, bl.a. er der indhentet et sæt eksempler på afgørelser i typiske sager udfærdiget af århuskomiteen. Der har ikke i min tid været organiseret kursusvirksomhed eller kvalitetskontrol af sagsbehandlingen.

Fra jeg startede var edb et fyord. Elektroniske svar er indført af medlemmerne. Der er foreløbig ikke midler til at indføre elektronisk sagsbehandling, i hvert fald må det vente til københavnskomiteerne har fået ny administrativ indplacering. Sagen er nemlig den, at sekretariatet (som ikke er underlagt Den Centrale Videnskabsetiske Komite) for et par år siden er overflyttet fra Københavns Magistrat til Sundheds- direktoratet. Sidstnævnte er ved at omstrukturere og ser gerne, at de videnskabsetiske komiteer går videre til H:S.

Når der er årsmøde for de videnskabsetiske komiteer i hele landet den 12. juni 2003 er der heller ikke denne gang programsat bidrag fra de københavnske komiteer. Måske giver ovenstående en del af forklaringen.