Skip to main content

Genopretning af somatiske funktioner hos selvmordspatient - hvad med de psykiske?

♠ Professor emeritus Tom G. Bolwig, Psykiatrisk Center, Rigshospitalet. E-mail: bolwig@tdcspace.dk

24. feb. 2009
2 min.

I Ugeskrift for Læger (2009;171:328-9) beskrev Kim Rünitz, Klaus Thornberg og Michael Wanscher en dramatisk hændelse med genoplivning af en yngre kvinde, som sprang ud fra en 26 meter høj bro ned i koldt vand, hvorfra hun i bevidstløs tilstand og dybt hyperterm blev reddet efter 45 minutter. Skildringen af forløbet i alle dets faser vidner om en imponerende indsats og tværdisciplinær kunnen, og man kan kun beundre den heroiske og kompetente behandling, der fik den livsfarligt hypoterme og multitraumatiserede patient til at blive fysiologisk stabiliseret på få døgn.

At patienten kastede sig ud fra stor højde, som det er beskrevet, kan næppe skyldes andet end et meget målrettet suicidalforsøg, og det virker derfor lidt mangelfuldt, at hendes mentale tilstand ved opvågnen blot omtales som »relevant og uden tegn på neurologiske deficit«.

Selv om en nærmere psykopatologisk beskrivelse selvsagt ligger uden for sigtet med kasuistikken, kunne forfatterne uden større besvær kort have nævnt patientens stemningsleje ved opvågningen og på tidspunktet for den endelige udskrivelse »til hjemmet uden betydende sequelae«.

Blev det på noget tidspunkt overvejet at inddrage psykiatrisk sagkundskab i forbindelse med baggrunden for udspringet - eller med henblik på forebyggelse af ny suicidal adfærd?

Medmindre jeg helt fejlbedømmer årsagen til den voldsomme legemsbeskadigelse, der på forbilledlig vis blev bedret/helbredt, synes jeg, der er grund til at trække en ekstra pointe frem i kasuistikken. Nemlig at depression er en farlig og ofte forudsigelig tilstand. Ved suicidal adfærd bør der sættes ind med psykiatrisk ekspertise.

Jeg ser gerne en kommentar fra forfatterne.

> Svar:

Vi takker for interessen for vores kasuistik [1] og noterer os professor emeritus Tom G. Bolwigs meget relevante kommentar. Vi kan oplyse, at patienten blev tilset af læger udi psykiatrien både på Rigshospitalet og på hjemsygehuset. Vi har bevidst undladt at kommentere årsagen til udspringet og patientens psykiske tilstand ved opvågningen af hensyn til anonymitet og privatlivets fred. Vi er helt enige med professoren i, at depression er en yderst alvorlig tilstand, der skal behandles af de relevante fagpersoner.

Reservelæge Kim Rünitz. E-mail: kimrunitz@gmail.com

Overlæge Klaus Thornberg, Intensiv Terapiafsnit 4131, Rigshospitalet, Redningseskadrille 772, Flyvevåbnet


Referencer

  1. Dybt hypoterm og multitraumatiseret kvinde genoplivet efter langvarigt hjertestop. Ugeskr Læger 2009;171:328-9.