Geriateren er generalist

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Efter at have læst artiklen i Ugeskrift for Læger (2011;173:2093-6) om den stigende specialisering og manglen på generalister er vi to geriatere, der har delt vores oplevelser på jobbet i de seneste par dage. Tilsammen har vi set patienter med symptomer og sygdomme fra stort set alle organsystemer.

En af dem var en kvinde på 73 år, som havde skrantet hele sommeren med vægttab og mavesmerter, der blev skønnet at være på muskulær baggrund. Hun var faldet flere gange, inden hun blev indlagt og fik diagnosticeret såvel flere ventrikelulcerationer som en periappendikulær absces, der blev dræneret. Efterfølgende fik hun excacerbation af KOL med pneumoni og respirationsinsufficiens. Det er nu overstået, hun er på vej ud af iltbehandlingen, men kontrolrøntgenoptagelser af thorax har givet mistanke om flere rundinfiltrater, og hun er henvist til udredning for lungecancer. Desuden har hun en mindre struma og subklinisk hypertyreose, og der er planlagt thyroideaskintigrafi.

De øvrige patienter, vi har set, var bl.a. under udredning eller behandling for anæmi, hypertension, septikæmi, dystoni, myelomatose, pneumoni, osteoporose, malignitet, atrieflimren, inficerede bensår, depression, artritis, venøs insufficiens, smerter, underernæring, essentiel tremor, osteomyelitis, myksødem, hyponatriæmi, dysreguleret diabetes, hoftenær femurfraktur og delirium.

Internmedicinere er specialister i at være generalister. Speciallæger i geriatri er rutinerede i at få overblik over symptomer og sygdomme samt planlægge og prioritere den nødvendige indsats i forhold til udredning og behandling. Vi arbejder med ældre patienter både i den akutte fase, og når patienterne er stabiliseret. Som geriatere er vi særdeles afhængige af samarbejdet med alle andre specialister ikke mindst de øvrige medicinske dobbeltspecialister. Geriateren kan samle det hele og disponere, fravige kliniske retningslinjer, hvis det er nødvendigt for at undgå invaliderende bivirkninger eller interaktioner, planlægge udredningsforløb under hensyntagen til den enkelte patients komorbiditet og vurderede funktionsevne. Geriatere er rutinerede i at vurdere gamle mennesker med funktionstab, det være sig fysisk eller mentalt. Som pædiateren undersøger barnet, der ikke trives, for sygdom, undersøger geriateren den gamle med akut eller subakut funktionstab for sygdom.

Det ærgrer os og undrer os igen og igen at skulle læse i Ugeskrift for Læger og Dagens Medicin, at generalisterne, der kan håndtere ældre medicinske patienter, er væk. Vi er her, og hvis der er politisk ønske og vilje til, at vi skal være flere, må speciallægeuddannelsen dimensioneres hertil, og ved planlægning af de medicinske områder på sygehusene må man i meget højere grad end nu tænke geriaterne ind - hele vejen rundt fra FAM til ambulatorierne.