Der har aldrig været megen status i at beskæftige sig med gamle syge og i visse henseender hjælpeløse mennesker. Så modvind er man som geriater ikke uvant med. Men for tiden er der flere omstruktureringer i sundhedsvæsenet, som gør modvinden ekstra stærk.
For det første er der Speciallægereformen. Der har været kamp om introduktionsstillinger til intern medicin - alle vil gerne vise unge læger deres speciale. Den kamp tabte geriatrien - i hvert fald i Region Øst, hvor vi har fem hoveduddannelsesforløb og fem læger i introduktionsstilling til intern medicin. I betragtning af at geriatri mere end noget andet intern- medicinsk speciale har med den brede interne medicin at gøre og set i lyset af den demografiske udvikling - et mærkeligt resultat. Det skal da heller ikke ses som udslag af en rationel planlægning, blot som resultat af en politisk kamp om rekruttering og arbejdskraft.
Som »bivirkning« til Speciallægereformen har nogle internmedicinere måske følt sig trængte. Det er glædeligt og næppe tilfældigt, at temaet for årsmødet i Dansk Medicinsk Selskab (DMS) er ældre med kroniske sygdomme, og man kan mistænke, at det heller ikke er tilfældigt, at Dansk Sel-skab for Geriatri (DSG) ikke er blevet bedt om at levere en foredragsholder. Er vi mon ude i en territorialkamp her? I så fald er den ganske overflødig: Der er rigeligt med patienter og for få læger.
For det andet er der Strukturreformen. Der er en udbredt forventning om, at kommunernes ansvar for træning og forebyggelse nu vil overflødiggøre en stor del af det, der foregår i geriatriske afdelinger. Denne forventning bunder i uvidenhed om, hvori den geriatriske ekspertise består. Den typiske geriatriske patient er et gammelt menneske med et komplekst sygdomsbillede. Ud fra en erkendelse af at det måske er lidt tilfældigt, hvad der præcis er det symptom, der bringer et gammelt menneske med flere sygdomme på sygehuset, gennemfører geriateren en helhedsvurdering. Helhedvurde-ringen udløser en multifaktoriel intervention. Denne geriatriske tilgang har i videnskabelige undersøgelser vist sig givtig, når den tilbydes det rigtige klientel: gamle med multimorbiditet og funktionstab.
I andre medicinske afdelinger prioriteres akut intern medicin højt. Der lægges vægt på at vurdere og behandle det akutte symptom, som bringer patienten på sygehus. Denne metode er væsensforskellig fra den geriatriske. Og fungerer glimrende når den tilbydes det rigtige klientel.
Summa summarum: Der er ingen grund til territorialkampe, der er plads til og brug for alle. Men hvis der ikke skabes yderligere status og respekt omkring den sygehusmæssige behandling af den geriatriske patientgruppe (gamle med multimorbiditet og funktionstab), må vi se i øjnene at en voksende patientgruppe svigtes.
