Skip to main content

Giv behandlingsgaranti til psykisk syge børn!

17. sep. 2010
2 min.

KOMMENTATOR Bent Wulff Jakobsen, b-wulff@dadlnet.dk

Psykisk syge behandles som andenrangspatienter, skrev Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, for nylig i Ugeskriftet. Det er skrækkeligt, men det er desværre sandt. Og hvad værre er: Psykisk syge børn behandles endnu dårligere end de voksne. Men uanset om man er barn eller voksen, er det som psykisk syg stort set umuligt at blive færdigbehandlet i Danmark.

Manglende resurser, overbelægning og lange ventetider fik den 1. januar i år politikerne til at indføre behandlingsgaranti for psykisk syge voksne, hvis ventetiden overstiger to måneder. Samme ret gælder ubegribeligt nok ikke for psykisk syge børn. Børn og unge har ikke ret til at blive behandlet - de har efter to måneders ventetid ret til at få undersøgt mulighederne for at blive undersøgt på et privathospital! Kryptisk ikke sandt.

Men selvom de voksne på papiret har mulighed for at blive behandlet i det private, sker det ikke. Vores medlemmer havde et halvt år efter behandlingsgarantiens indførelse blot modtaget 39 patienter - alle med spiseforstyrrelser.

Det kan undre, for vi ved, at ventelisterne indtil for nylig var alenlange. Vi er selvfølgelig kun glade, hvis den manglende patienttilgang er udtryk for, at man fra offentlig side har fået bugt med ventetider og overbelægning i psykiatrien. Det er imidlertid ikke det indtryk, vi får, når vi taler med behandlere, pårørende og folk med indsigt i området. I Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker har vi i flere måneder forsøgt at få Region Hovedstadens Psykiatri til at oplyse om udviklingen i regionens ventetider - men hidtil uden held.

Hvorfor det kun er patienter med spiseforstyrrelser, vi modtager, er svært at sige noget om. Måske skyldes det, at netop denne patientgruppe ofte har et stærkt netværk af pårørende?

Men hvad med børnene? Ventetiderne for psykisk syge børn og unge er desværre meget lange flere steder. Eksempelvis må børn og unge med ADHD og autisme vente i op mod fem år, hvis de bor i Region Nordjylland. Uanset hvad man fejler, er fem års ventetid helt uacceptabelt.

Det er uforståeligt, at børn og unge bliver ladt fuldstændig i stikken. For her er en tidlig indsats i særlig grad afgørende. Det kan gøre en kæmpeforskel, hvis man sætter tidligt ind med behandling. Derfor bør psykisk syge børn og unge naturligvis have helt de samme rettigheder som voksne.

Vi har opfordret indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder til at ændre reglerne, men i virkeligheden er det måske lige så meget en holdningsændring, der er brug for. For det er da både flovt og helt utilstedeligt, at vi ikke giver psykisk syge adgang til den behandling, de har brug for og ret til.