Giv Den Danske Kvalitetsmodel ny fremdrift

Svar til Lars Løkke Rasmussen

Sundhedsministeren fastslog i sidste uges kronik, at »kvalitetsmodellen bliver fremtidens ramme og fundament for et gennemsigtigt sundhedsvæsen«. Lægeforeningen og Dansk Medicinsk Selskab vil derfor opfordre ministeren til, at han skaber ny fremdrift for Den Danske Model for Kvalitetsvurdering i Sundhedsvæsenet. Apropos Strukturkommissionens reformforslag, så viser den manglende fremdrift i Den Danske Model, at der ikke er styrke til at etablere fælles nationale løsninger på nationalt dækkende områder i den nuværende struktur.

Vi er glade for, at de centrale myndigheder er enige om Den Danske Kvalitetsmodel, og at ministeren også i sit nylige svar til Folketingets Sundhedsudvalg bakker op om den.

Den danske model er det hidtil mest seriøse bud på kvalitetssikring med patienten i centrum. Der er enighed mellem myndigheder og sygehusejere om beskrivelsen af modellen. Der er blot den hage ved enigheden, at den ikke rækker langt nok. Nu da styregruppen står over for at skulle vælge ekstern partnere, standser enigheden mellem sygehusejerne og mellem de centrale myndigheder og sygehusejerne. Projektet er gået i stå, og det har stået stille i næsten tre måneder. Der mangler en plan for det videre forløb.

En del af problemet er, at vi har overført den gældende adskillelse mellem driftsherre og myndighed til kvalitetsmodellen, og de to parter strides om beslutningsretten og regningen. Måske kan man bringe kvalitetsmodellen flot ved at overføre det nationale kvalitetsarbejde til en selvstændig, uafhængig institution svarende til fx det engelske NICE, National Institute for Clinical Excellence. Det hensigtsmæssige ved NICE er, at man der kan foretage prioriteringer, der er mindre følsomme for politiske strømninger.

Vi er enige med ministeren i hans vision om åbenhed, men det er en forudsætning, at fundamentet og rammerne er i orden. Der er altså behov for en køreplan for kvalitetsmodellen, så de faglige miljøers engagement kan fastholdes. Processen er muligvis også gået i stå på grund af det beslutningstomrum, Strukturkommissionens rapport skaber. Men kvalitetsudviklingsprojekterne rundt i landet kan ikke holde til at ligge stille længere. De gode faglige kræfter kaster sig over andet, og mere fremadrettet, hvis de ikke ser, at deres arbejde bruges fornuftigt (om overhovedet).

Der er både de personer og den viden, der skal til for at gennemføre kvalitetsudviklingen her i landet. Der er allerede gjort et stort arbejde i fx Den gode medicinske Afdeling (DGMA) og i det Nationale Indikator Projekt (NIP). DGMA har leveret »sygdomstætte« generiske standarder og resultater, som kan indgå i den nationale model, og de evidensbaserede NIP-principper skal fastholdes i det videre nationale kvalitetsarbejde. Måske er tiden kommet, da andre skal udbrede NIP-principperne til større dele af sundhedsvæsenet, men det sker ikke uden grønt lys fra centralt hold. Det kunne fx være hensigtsmæssigt at give de lægevidenskabelige selskaber opgaven med at rulle NIP-principperne bredt ud for at udnytte den faglige ekspertise og at støtte implementeringen ved det ejerskab, de derved får. Man kan forvente, at introduktionen af nye indikatorer fra NIP kan strømlines, nu da projektet har høstet erfaringer med de første indikatorer.

Dansk Medicinsk Selskab har bedt medlemsselskaberne beskrive indikatorer til måling af kvaliteten af den sundhedsfaglige kerneydelse på en række sygdomsspecifikke områder. Der er kommet forslag om 89 diagnoser og kliniske områder, men det er en sej proces at få indsamlet indikatorerne. Sel-skaberne spørger forståeligt nok, om deres arbejde skal bruges til noget. Og den tvivl bunder i den lange stilstand i Den danske kvalitetsmodel. Vi har brug for en køreplan, vi kan lægge frem for de faglige miljøer - bl.a. af hensyn til, at de kan prioritere deres arbejde. Rammerne og fundamentet skal være i orden, før man kan virkeliggøre visionen om det gennemsigtige sundhedsvæsen.