Skip to main content

Giv os nu mulighed for at uddanne de speciallæger, der er brug for

Sundhedsvæsenet står med en enorm udfordring. Hvis ikke vi uddanner de rigtige speciallæger i det nødvendige antal, er konsekvensen et samfund, som ikke kan tage sig ordentligt af sine patienter, skriver Andreas Rudkjøbing. Og der er ikke et quickfix.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

28. okt. 2019
3 min.

Ulykkelige patienter, som har sklerose og må vente i flere år på at komme til neurolog. Geriatere, som skal tage hånd om stadig flere patienter, og en psykiatri, som sukker efter erfarne læger. Billedet er velkendt, og der er desværre i den grad mangel også på andre speciallæger mange steder i landet. Lungemedicinere og radiologer for eksempel. For ikke at tale om patienternes indgang til hele sundhedsvæsenet: speciallæger i almen medicin.

Det er som at se en ulykke i slowmotion. Alle kan se, at den er helt gal, og det er ikke noget, som går over af sig selv. Tværtimod oplever vi mange steder, at især ældre patienter strømmer til. I 2045 og fremefter vil ca. hver tiende borger være over 80 år, og det kræver flere læger.

Samtidig er der en høj frekvens af gråhårede i flere lægelige specialer. Dygtige, erfarne kolleger, som det er vigtigt at fastholde. Men problemet er, at pensionen for mange trods alt ligger inden for en overskuelig årrække, og at der er for få unge kolleger. Det står slemt til blandt de praktiserende læger, hvor der er udsigt til, at over en fjerdedel vil være over 65 år i 2025. Men også blandt arbejdsmedicinere, kliniske biokemikere, psykiatere og en række andre specialer er en stor andel allerede i dag over 65 år.

I disse måneder overvejer Sundhedsstyrelsen, hvor mange videreuddannelsespladser til speciallæger sundhedsvæsenet skal rumme. Der er optaget flere unge på medicinstudiet, og det betyder, at der fra 2023 vil komme flere end 1.350 nye læger ud på arbejdsmarkedet hvert år mod 1.200 i dag. I det lys giver det ingen mening, at der p.t. er under 1.000 videreuddannelsespladser pr. år, og at et stadig større antal læger vil stå i venteposition til at blive speciallæge.

Det antal skal selvfølgelig op, så unge læger faktisk kan komme smidigt videre i systemet og blive en af de speciallæger, som både patienter, andre læger og kolleger fra andre fag så gerne ser træde ind ad døren. Lad os nu få fjernet de flaskehalse. Det er nu – i forbindelse med den kommende dimensioneringsplan – at Sundhedsstyrelsen har muligheden for at sprede viften ud og sikre det løft i det samlede antal videreuddannelsespladser, som betyder, at vi får flere speciallæger både i almen medicin og i de øvrige, trængte specialer.

Mit håb er også, at vi i samme omgang får et løfte om, at der etableres en ny speciallægekommission. Der er i den grad brug for, at regeringen tager ansvar for en systematisk, analytisk og aktiv tilgang til at afdække, hvilke speciallæger vi har brug for i fremtiden, og hvordan uddannelsen til speciallæge bedst tilrettelægges. Det er jo af afgørende betydning, at vi – så præcist, som overhovedet muligt – uddanner læger inden for de specialer, hvor der er behov.

Det er en opgave, som kræver fordybelse og indsigt. Der er meget at tage højde for. Hvilke sygdomme kommer til at fylde i praksis og på sygehuse i fremtiden? Hvilke opgaver kan med fordel flyttes til primærsektoren? Hvilke kræver mere specialiseret behandling? Hvor mange læger vil industrien tiltrække, og vil nye tekniske landvindinger betyde, at vi skal arbejde på nye måder? Lægeforeningen har derfor foreslået regeringen, at en kommende kommission skal omfatte både lægeorganisationer, faglige specialer, regioner og patienter.

Der er ikke noget quickfix. Sundhedsvæsenet står med en enorm udfordring. Hvis ikke vi uddanner de rigtige speciallæger i det nødvendige antal, er konsekvensen et samfund, som ikke kan tage sig ordentligt af sine patienter. De gamle, de mindst ressourcestærke og borgere uden for de større byer bliver taberne. Det vil være en uholdbar og trist udvikling, og derfor vil jeg appellere til regeringen om at tage denne udfordring meget alvorligt – og handle.