Tillad mig at blande mig i Lindbergs [1] og Beck-Nielsens [2] diskussion om glitazoners virkninger og ikke mindst bivirkninger. Den 20. februar 2007 udsendte GlaxoSmithKline en meddelelse, som fastslog, at statistisk signifikant flere kvinder, der var i behandling med rosiglitazon i ADOPT-studiet [3], end kvinder, der modtog behandling med metformin eller glibenclamid, pådrog sig frakturer på overarmene, hænderne eller fødderne. I en interimanalyse af en anden kontrolleret klinisk undersøgelse var frakturresultaterne i overensstemmelse med dem, man fandt i ADOPT-studiet. Selv om glitazonerne er »interessante ud fra et teoretisk synspunkt« [2], har de en del alvorlige klinisk relevante bivirkninger.
Indlægget har været forelagt forfatterne, som ikke har kommentarer.
Referencer
- Lindberg M. Alt for positiv kommentar om glitazoner. Ugeskr Læger 2007;169:733.
- Beck-Nielsen H. Alt for positiv kommentar om glitazoner. Svar. Ugeskr Læger 2007;169:733.
- www.fda.gov/medwatch/safety/2007/Avandia_GSK_Ltr.pdf /febr. 2007