Skip to main content

»Godmorgen hr. overlæge!«

Stud.med. Morten Arnborg Schrøder, København. E-mail: mortenschroder@hotmail.com

8. nov. 2005
3 min.

På hospitalsgangen kommer den unge turnuslæge og den medicinstuderende til at gå ved siden af overlægen. Studenten siger friskt godmorgen. Overlægen svarer ikke, værdiger knap nok sine unge kolleger et blik og går ufortrødent videre. Lidt senere til en operation i et roligt øjeblik falder et spørgsmål fra studenten, og svaret lyder: »Læs din anatomi!«

Indrømmet; de fleste overlæger, jeg har mødt, har været særdeles flinke og imødekommende og har aldrig reageret som i de tænkte og noget stereotype eksempler ovenfor. Desværre møder man en gang imellem en uheldig læge. Derfor er det uretfærdigt, at både studerende/turnuslæger, overlæger og samarbejds- og indlæringsmiljøet skal lide under, at der skal så uforholdsmæssigt mange positive udsagn til at opveje et enkelt negativt. Dog tror jeg, at mange af disse situationer kan undgås. Det handler om at være sig selv bevidst:

Faget medicin beror for en stor dels vedkommende på mesterlæreprincippet, og derfor er forholdet mellem mester/ elev og indlæringsmiljøet af afgørende betydning. I mesterlæreprincippet findes et fagligt afhængighedsforhold, som i udgangspunktet er sundt, selvfølgeligt og nødvendigt. Mesteren doserer af sin viden og kunnen, og eleven ser fagligt op til mesteren og udviser forhåbenlig en værdig taknemmelighed, der signalerer »jeg er åben for indlæring«. Ligeledes ligger det implicit i mesterlæreforholdet, at der skal kritiseres. Ellers lærer eleven intet. Men her er kritikkens form afgørende; en kritik kan formidles positivt og konstruktivt eller det modsatte. Er den ikke konstruktiv, men tværtimod nedladende eller ydmygende, misbruger mesteren selvsagt sin magt og demotiverer sin elev. Mesteren har nemlig magten til at motivere/demotivere og magten til at skabe et negativt eller positivt indlæringsmiljø.

Og hvad så? Et par kontante kommentarer kan vel ikke betyde så meget? Jeg synes tværtimod, at man må stoppe op. For sagens kerne er egentlig, at man forbryder sig mod nogle basale, alment accepterede spilleregler for socialt samvær; man behandler ikke hinanden pænt og ordentligt. Grunden skal måske findes i, at det faglige hierarki overføres til det sociale samvær. På den måde udviskes den almindelige mellemmenneskelige respekt, og det legitimeres således, at man opfører sig på en måde, der uden for de hvide hospitalsvægge ville betragtes som upassende, ja måske endda uforskammet. Kunne overlægen for eksempel finde på ikke at sige godeftermiddag til børnehavepædagogen, når børnene skal hentes efter arbejdstid? Næppe.

Jeg vil gerne igen understrege, at langt de fleste overlæger, jeg har mødt i min syv semestre lange karriere som medicinstuderende, har været forbilledlige mesterlærere og på ingen måde falder for ovenstående kritik. Men måske er det alligevel vigtigt at huske på, at det endelige mål på et hospital - den optimale behandling af patienterne - opnås allerbedst i et positivt arbejds- og behandlingsmiljø. Så i sidste ende skylder vi patienterne at opføre os ordentligt. Og til at begynde med skylder vi hinanden det.