Skip to main content

Fotos: Ugeskrift for Læger ogJørgen Ploug

I de sidste dage i året rammes de fleste vel af refleksioner over det forgangne år - ønsker og forsæt udspringer heraf. Så her følger:

I det nye år ønsker jeg mig:

  • En respektfuld behandling af mine kolleger og en tro på deres evner, uanset om de bærer tørklæde, kors om halsen eller næsepiercing.

  • En mulighed for at sige til patienter, som ikke behandler kollegerne respektfuldt: »Take it or leave it!«

  • En værdig og respektfuld exit for de af mine ældre kolleger, som er blevet klemt i diverse fusioner - deres viden kan vi ikke undvære.

  • Fokus på lægefaglige kvaliteter - klinisk kunnen, empati, kommunikation, operative færdigheder, akademisk tænkning - frem for økonomi, akkreditering og lean thinking.

  • Et job som speciallæge! Er næsten færdiguddannet og fyldt med lyst og trang til at arbejde, bidrage og dygtiggøre mig - og måske være tilknyttet en afdeling mere end maks. 18 måneder ad gangen. I stedet er besparelser og ansættelsesstop blevet en realitet, og mange af de speciallæger, hele systemet har skreget på og uddannet i årevis, står nu arbejdsløse.

  • At nogen forklarer mig meningen med det!

  • At vores offentlige sundhedssystem forbliver offentligt med lige adgang og gratis tilbud til alle, og at den brugerbetaling, som trods alle anbefalinger fra lægelig side er blevet gennemtrumfet, lider en hurtig og smertefuld død.

  • En i medierne gryende forståelse for at de færreste læger står op om morgenen med intentionen om at være et usympatisk menneske, der udnytter sine patienter økonomisk eller følelsesmæssigt.

  • Fælles log-on til 117 forskellige it-systemer. I må få mit fingeraftryk anyday!

  • Politikere, som råber mindre og forstår mere ...

Til gengæld lover jeg:

  • At stå op om morgenen og glæde mig til at møde på arbejde - de fleste dage ...

  • At være den bedste læge, jeg kan, for patienterne.

  • At være konstruktiv i min kritik - og ikke bare brokke mig.

  • At få tusind ideer - og følge bare nogen af dem til dørs.

  • At arbejde 70 timer om ugen - og samtidig hente mine børn tidligt ...

Godt nytår til alle.