Skip to main content

Gourtsoyiannis NC, Ros PR, red. Radiologic-pathologic correlations from head to toe

1. reservelæge Eric Santorini Rugui

5. dec. 2005
2 min.

En omfattende bog, der forklarer fundene ved de moderne billeddiagnostikteknikker på basis af underliggende patofysiologiske forandringer i de afficerede organer. Trods talrige artikler om emnet er bogen den første af sin art, der systematisk dækker nærmest alle de organsystemer, som kan undersøges med de mest informative imaging-teknikker. Flere end 60 internationale forfattere, radiologer, og i mindre omfang, patologer med veldokumenteret ekspertise i radiologiske-patologiske korrelationer, har bidraget til de syv afsnit, bogen er opbygget af. Disse afsnit er underinddelt i diverse kapitler og omhandler hhv. CNS, hoved og hals, thorax, gastrointestinal kanal og abdominale organer, urogenitale organer, bløddele og knogle samt mamma. Bogen er hovedsageligt fokuseret på CT- og MR-baseret diagnostik, med den største vægt lagt på neoplastiske sygdomme, dog er forskellige, ikke- neoplastiske patologier også diskuteret og relevante aspekter af røntgen-, UL-, scintigrafi- og PET-baseret undersøgelser præsenteret. Igennem hele bogen sættes fokus på væsentlige kvaliteter af imaging-teknikker, der kan hjælpe i biopsiplanlægning, diagnosestilling, terapibeslutning, og prognosevurdering. Fordele, ulemper, vanskeligheder og begrænsninger samt specificitet og sensitivitet af de billediagnostiske teknikker i forhold til andre diagnostiske procedurer er elegant omdebatteret. Nye koncepter i billeddiagnostikken, som har indflydelse på opfattelsen og klassifikationen af visse sygdomme, er beskrevet præcist og objektivt (CT-kriterier for larynxcancersinvasion, HRCT-kriterier for medicinske lungesygdomme, virtuel koloskopi for diagnosen og staging af colontumorer, bare for at citere nogle eksempler).

Bogen har også nogle minusser. I visse kapitler er der for mange stavefejl og/eller billeder, som er ombyttet eller citeret i teksten men manglende i figurerne. Trods en ret teknisk tekst er der ingen forkortelsesliste og ingen introduktiv beskrivelse af de forskellige teknikker og detektionsprincippier bag ved dem. Ligeledes er markeringen af komplicerede billeder med pile og andre symboler desværre kun anvendt i få kapitler. Enkelte steder bruges patologiske klassifikationer og referencer, som ikke er helt opdateret. Der er desuden en vis redundans i de to kapitler om hjernetumorer og i de tre om mammacancer, mens der i afsnittet om urogenital radiologi savnes en beskrivelse af urinvejstumorer.

Den primære målgruppe er radiologerne, især under uddannelsen, men bogen henvender sig også til patologer, idet imaging-teknikker og patologiske undersøgelser komplementerer hinanden i diagnostik, staging og followup af sygdommene. Da disse egenskaber og terapien ofte er resultatet af et tæt, multidisciplinært samarbejde mellem flere specialister, er bogen sikkert til gavn også for onkologer, medicinere og kirurger.

1. reservelæge, ph.d., Eric Santoni Rugiu, E-mail: santoni@dadlnet.dk

Berlin: Springer Verlag, 2005. 797 sider. Pris: 299 euro. ISBN 3-540-04395-0