Skip to main content

Grænse for hvor meget vi kan bruge på lægemidler

Kontorchef Mikael Harild, Sønderjyllands Amt, E-mail: mh@sja.dk

1. nov. 2005
3 min.

I Ugeskrift for Læger nr. 29, 2003, har P.L.O.s formand en udmærket leder om medicinudgifternes himmelflugt. Jørgen Lassens indlæg kræver dog en enkelt kommentar, idet han skriver, at »Det har rumlet med forslag om direkte kontrol med lægerne og betydelige indskrænkninger i den frie ordinationsret ved hjælp af ordinationslister«.

Vi har i Sønderjyllands Amt gennem nu to år med succes udarbejdet en rekommandationsliste, Basislisten. Vi kan se, at lægerne i vidt omfang frivilligt følger Basislistens anbefalin-ger, og netop dette samarbejde mellem amt, læger og apoteker om rationel lægemiddelordination er efter vores opfattelse den bedste garanti for lægernes fri ordinationstret, eftersom omkostningseffektivitet er en af de parametre, der er indarbejdet i Basislistens forslag til præparater.

I Ugeskriftet fra 8. september 2003 opfordrer Lægemiddelindustriforeningens formand Karin Verland, som kommentar til Ugeskriftets temaartikel om udviklingen i medicinudgifterne, til at se på udviklingen i medicinforbruget i et samfundsmæssigt helhedsperspektiv og til at gøre op med myndighedernes snævre tankegang, der kommer til udtryk gennem fokus på præparatvalg, ordinationskontrol og rekommandationslister.

Karin Verlands forventning om, at dyre lægemidler set i samfundsmæssigt perspektiv ofte er billigere, svarer dog ikke helt til den virkelighed, vi oplever i amterne, hvilket jeg vil prøve at anskueliggøre med to enkle eksempler.

  • Blandt kolesterolsænkende lægemidler anses simvastatin at være bedst dokumenteret. Det koster mindre end en tiendedel af de dårligere dokumenterede »Me too-præparater« i samme lægemiddelgruppe. Alligevel stiger forbruget af »Me too-præparaterne«. Hvis alle danske læger ved hver ordination vælger et af de dyrere præparater, vil det medføre en merudgift på ca. 750 mio. kr. sammenlignet med, hvis patienterne fik et billigt simvastatinpræparat. 750 mio. kr. - det er 2 mio. kr. om dagen. Penge, der er givet dårligt ud!

  • Tilsvarende ses det, at blandt de såkaldte ACE-hæmmere er det de ældste og billigste lægemidler, captopril og enalapril, der er bedst dokumenterede. Også her er de nyere og dårligere dokumenterede præparater næsten ti gange dyrere.

Det er et faktum, at der i såvel amternes som i hele samfundets økonomi er en naturlig grænse for, hvor mange penge der kan anvendes til lægemidler. Derfor er vi nødt til, gennem rationelle valg, at holde hus med de midler vi har.

Vi kan ikke som tidligere lade lægemiddelindustrien være dominerende i forhold til lægemiddelinformationen. Amter-ne, der betaler den væsentligste del af lægemiddeludgifterne, har, som de nævnte eksempler viser, en klar interesse i at påvirke lægemiddelforbruget - også ud fra en økonomisk rationel betragtning. Færre udgifter til medicin giver bedre økonomiske muligheder inden for sundhedsvæsenet.

Derfor bør der ske en fortsat udvikling og opprioritering af det arbejde omkring rationel lægemiddelordination, der udføres lokalt i amterne, og det bør ske i en dialog mellem amt og læger. Dette er en nødvendig forudsætning for en hensigtsmæssig udnyttelse af samfundets ressourcer.