Grønlands sundhedsvæsen på vej ned i knæ?

Det danske sundhedsvæsen har lige fået en saltvandsindsprøjtning på 1 milliard, tror jeg det er. De skal så vidt jeg har læst mig til bl.a. anvendes til at afvikle ventelister.

Det kunne vi også godt have brug for her i Grønland, altså at få afviklet nogle ventelister; ikke 1 milliard for det kunne vi nok ikke få brændt af, men et mere beskedent beløb ville lune.

Ventelister her i Grønland til visse specialiserede behandlinger såsom fx alloplastikker er af en størrelsesorden, så det ville være det ærligste at fortælle patienterne, at ventetiden kan nærme sig uendelig.

Det er slemt nok, men værre er det, at vi må se i øjnene, at vi nærmer os den situation, hvor der også er meget lange ventetider til blot at træffe en speciallæge for at få taget stilling til, om man skal placeres på den venteliste, hvor man så kan stå i uendelig tid, medens man venter på den behandling, som skal løse ens problem!

Og allerværst er det, at vi også kan havne i den situation, hvor vi ikke engang kan opretholde tilbuddet om, at man da i det mindste kan få lov til at træffe en sundhedsfaglig person, som kan sende en videre i (vente)systemet.

Og hvordan er vi så havnet der?

Forklaringen er som de fleste forklaringer sammensat, men det vejer tungt, at vi har sværere og sværere ved at rekruttere personale.

Den nye overenskomst på lægeområdet, som vi fik for et par år siden, gav lægegruppen et ganske pænt løft og gav også et tilskud af nye fastansatte læger i de nærmeste måneder derefter, men der er sket en afmatning i tilgangen.

I stedet for forsøger man så at fylde stillingerne op med vikarer fra vikarbureauer, og med en vis succes, men en månedlig udgift på kr. 160.000 for en læge er noget der kan slå bunden ud af kassen med lønmidler.

Inden for sygeplejeområdet har man været tvunget til at gribe til samme midler, og selvom en bureausygeplejerske ikke koster 160.000 kr. om måneden, så er udgiften der også 3-4 gange en almindelig løn.

Og så kan man begynde at regne sig frem til, hvornår kassen er tom/hvor meget ekstra man skal bede politikerne om/hvor man skal skære ned på servicen.

Alle disse øvelser har været foretaget hvert år gennem de senere år, hvor man så sikkert som amen i kirken på et eller tidspunkt har meldt ud, at nu er det slut med elektive nedsendelser til Danmark.

Denne udmelding er allerede kommet i år; det nye er, at vi også mærker en tendens til at tilbuddet i den primære sundhedstjeneste skal reduceres.

Dette skal ikke forstås som en traditionel sparerunde, hvor vi lægger hovedet i blød for at se om vi kan spare en krone her og en anden der ved at købe billigere ind osv. osv. Nej, der er tale om overvejelser om personalemæssige tiltag, som vil bremse for muligheden for at give brugerne et reelt tilbud i primærsektoren. Ja, bevares, hvis blot patienterne har tålmodighed til at tilbringe en hel dag i et venteværelse, så skal der nok før eller senere være en udmattet læge eller sygeplejerske som kan afse et par minutter til dem, men det er der vi kan ende, hvis den aktuelle udvikling fortsætter.

Grønland bruger lige knapt 15% af BNP på sit sundhedsvæsen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man har råd til at bruge meget mere, idet vi ikke skal glemme, at vi også har en uddannelses- og en socialsektor som lider under uoverensstemmelse mellem forventninger og ambitioner og de midler, der er stillet til rådighed.

Jeg tror tiden er inde til at standse op og tænke sig godt og grundigt om, hvad det er man vil have for de penge man bruger på sundhedsvæsenet, og hvordan det er realistisk at forestille sig man kan opnå det.

Men lige nu er der ingen, som er standset op; tværtimod, så halser vi rundt og forsøger at klare dagen og vejen, tømmer venteværelser og klamrer os til håbet om, at i morgen ..., der kan der da ikke sidde lige så mange!