Skip to main content

Grundbog i psykiatri

Overlæge Christian Nørregaard E-mail: cnoerregaard@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen

25. feb. 2011
2 min.

REDIGERET AF:Simonsen E. & Møhl BForlag: København: Hans Reitzels Forlag, 2010SIDER: 960

Pris: 598 kr.

ISBN:

978-87-412-5025-0

BOGANMELDELSE

Bogen er tænkt både som en grundbog for personer, der skal tilegne sig faget, og som en opdatering for professionelle i psykiatriske behandlingsmiljøer.

I forordet anføres, at udgangspunktet i det psykia-triske arbejde er »mødet mellem to mennesker - den hjælpsøgende, der har oplevet en form for sammenbrud i sin tilværelse, og den professionelle, der med sin viden og sin person som indsats vil søge at bringe den psykisk nødstedte videre i livet«.

Foruden klassiske kapitler om de psykiatriske sygdomme er der kapitler inden for temaerne: hjerne, bevidsthed, krop og adfærd, undersøgelse, diagnostik og klassifikation, behandlingsmetoder, specielle populationer som f.eks. den kroniske smertepatient og transkulturel psykiatri. Afslutningsvis kapitler om psykiatri, kultur og samfund. Alle kapitler afsluttes med udvalg af anvendt litteratur og anbefalet videre læsning, hvis man ønsker at fordybe sig yderligere i kapitlets tema.

Forfatterne er overvejende psykiatere og psykologer, der er førende eksperter inden for deres kapitler og bringer læseren up to date på hver deres felt.

Bogen er på over 900 sider og som sådan noget af en encyklopædi om psykiatri i dag.

Det er således et ambitiøst projekt. Er det så lykkedes? Efter min mening så absolut ja. Man kan her ud over de klassiske lærebogstemaer finde beskrivelser af så forskellige temaer med relation til psykiatrisk viden som mitokondriegenom og æseleffekten ved supervision!

Grundbogen bør findes alle de steder, hvor undervisning om og behandling af psykiske lidelser finder sted. Den vil kunne bruges som opslag om såvel klassisk psykiatri, som om de mange fænomener, der er knyttet til og har indflydelse på psykiatrisk virke. Lægestuderende vil nok finde den for omfattende i forhold til eksamen, men den kan muligvis inspirere til senere at vælge dette speciale. Som introduktion for kommende psykiatere, psykologer og andre på vej ind i feltet er den et oplagt valg og for ældre en mulighed for at få overblik over psykiatriens store og mangeartede vidensområde.