Skip to main content

Gulmann NC, ed. Praktisk gerontopsykiatri.

2. nov. 2005
2 min.

3. udgave

Gulmanns lærebog med bidrag af Pia Fromholt, Jessy Hjorth-Hansen, Gitte Lang og Inge Voldsgård er udkommet i tredje udgave.

Med god grund, for det er en god, overskuelig og sprænglærd bog. Det sidste søger den at dølge ved at være skrevet i et let læseligt, meget klart og præcist dansk. Den dækker sit emne bredt og grundigt, og man er vel rustet til det daglige arbejde, hvis man kan den. Det er der ikke mange der kan ifølge Gulmann.

Afsnittene om delir, demens, depression og forrykthedstilstande er meget klare og instruktive, såvel hvad angår symptombeskrivelse som behandlingsforslag. Disse forslag vil dog, som i andre lærebøger, blive indhentet af nye og mindre bivirkningsgivende behandlinger.

Kapitlerne om plejemæssige, sociale og retslige forhold er velskrevne og instruktive, og afsnittet om gerontopsykologi er forbilledligt. Jeg har dog indvendinger: Gulmanns kamp mod ubegrundet og overdreven psykofarmakologisk behandling er velkendt, hvilket også gør hans lærebog til et engageret debatindlæg til fordel for de svageste, der ikke kan tale for sig selv og ofte behandles for dårligt. Dette kan for novicen gøre teksten sværere. Men han har ret i, at fx delir ofte forbliver udiagnosticeret, og at symptomerne oftest behandles uhensigtsmæssigt i primær- og sekundærsektoren.

Dernæst er jeg uenig i hans beskrivelse af konfabulationer som »tidsagnosi«. Jeg mener hverken, at det er korrekt eller tjener overskueligheden.

Frem for alt er det dog en god bog, en vigtig bog og en bog på dansk, hvilket bør sikre den en stor læserkreds. Jeg fik samme fornemmelse af god, solid klinisk viden som Strømgrens lærebog gav, men i en fuldt opdateret ramme. Den bør kunnes af alle psykiatere (det kan den ikke!), og indholdet bør være læst af alle, der beskæftiger sig med gamle på sygehusafdelinger for voksne og i almen praksis. Hvis flere læser den, vil medicinerings- og indlæggelsespraksis ændre sig, og det ville være til fordel for mange gamle.

København: Hans Reitzels Forlag, 2001. 288 sider. Pris: 350 kr.

ISBN 87-412-2560-0.

Ole Bjørn Skausig