Skip to main content

Gynækologi. 3. udgave Ottesen B, Mogensen O, Formand A.

Overlæge Carsten Lenstrup E-mail: CALE@gentoftehosp.kbhamt.dk

31. okt. 2005
2 min.

Den faglige udvikling inden for specialet gynækologi og obstetrik har i de seneste år gennemgået en hastig udvikling, som er præget af en tendens til specialisering med opdeling af specialet i gynækologi og obstetrik hver for sig og samtidig betydelig subspecialisering med dannelse af ekspertområder inden for hver del af specialet.I konsekvens heraf er der skrevet lærebøger i begge specialers dele hver for sig, og denne er 3. udgave af den gynækologiske sektion.Bogen er redigeret af tre af specialets stærkeste kort. Forfatterne af de enkelte afsnit er nogle af fagets fremmeste personer, som gennem dagligt arbejde og videnskabelig produktion har gjort sig til specialister inden for netop deres emne, idet de hver især har beskæftiget sig med emnet på et højt fagligt evidensbaseret niveau. Forfatterne kommer fra et bredt udsnit af landets førende afdelinger og med overvægt fra det østdanske område.Bogen dækker det gynækologiske speciales mangfoldighed af emner og har hovedvægten lagt på den basale viden, men fører også fagets nye viden og forskning frem på en sådan måde, at læsningen bliver stimulerende og spændende og bibringer målgruppen - de medicinstuderende - indsigt i facts og appetit på videre læsning i større og mere dybtgående værker. Også for yngre læger på vej i systemet og læger i blokstilling til almen medicin har bogen stor værdi.

Bogen er opdelt i 20 kapitler. Efter to indledende traditionelle kapitler med embryologi og gynækologisk anamnese følger en meget velskrevet gennemgang af den gynækologiske endokrinologi - herunder kontraception, infertilitet, blødningsforstyrrelse og et selvstændigt kapitel om klimak-teriet og menopausen med gennemgang af ny viden om hormonbehandling og risiko for kræftsygdom. Kapitlerne om kræftsygdomme, infektion og urogynækologi er vidensmæssigt ført helt up to date, og bogen slutter med et nyt kapitel om sædelighedsforbrydelser og seksualiseret vold.

Som finale er der en god oversigt over den operative adgang til den gynækologiske sfære.

Hvert kapitel er systematisk opbygget med definitioner, forekomst, ætiologi og patogenese samt diagnose og differentialdiagnose og behandling. Behandlingsafsnittene har mange gode praktiske råd og slutter med en kort relevant litteraturliste. Der er mange særdeles gode illustrationer og passende placeret oversigtstabeller. Til trods for de mange forfattere er bogen skrevet i et flydende og let tilgængeligt sprog.

Bogen er en overskuelig og meget velskrevet pædagogisk opbygget gennemgang af det gynækologiske speciale og kan på det varmeste anbefales som lærebog til medicinsstuderende og til yngre læger.

København: Munksgaard Danmark, 2005.

408 sider. Pris: 628 kr.

ISBN 87-628-0403-0