Skip to main content

Har FMK samme problem som IC4?

Praktiserende læge Kirsten Hallager, Nørresundby. E-mail: kirstenhallager@dadlnet.dk

23. mar. 2012
2 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Inden kurset.

Hvad er FMK? Det Fælles MedicinKort. Hvilken medicin er fælles?

Alle skal have en hjertemagnyl. 75 mg acetylsalicylsyre dagligt er en nem og billig måde at nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom på. Nu er risikoen ganske vist faldet generelt undtagen for de socialt dårligst stillede. Gammel kendt viden, men med hjertemagnylen på det fælles medicinkort slås et slag mod uligheden i sundhed.

Depression er til gengæld i kraftig vækst, så lykkepiller skal med på det fælles medicinkort. Der er nok at være deprimeret over hos de ældre. Den personlige omsorg er skåret ind til benet. Robotstøvsugeren futter rundt.

Alt for mange får sovemedicin, så det må desværre med på fælleslisten.

Metabolisk syndrom er i stigning, så på det fælles medicinkort er der biguanid til blodsukkeret, angiotensinkonverterende enzym-hæmmer til blodtryksnedsættelse og beskyttelse af nyrerne og statin til kolesteroltallet.

De fleste har brug for lidt vanddrivende som supplement til blodtryksbehandlingen eller pga. hævede ben, så det må blive furosemid med tillæg af kaliumtilskud.

Til ondt i livet er paracetamol (PCM) godt. Det får alle på 80+ år i hvert fald.

Nonsteroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID) er gift, og de kommende generationer får heller ikke brug for dette, når slidgigt og efterløn udfases sammen med de nedslidende arbejdsfunktioner her i landet.

Men selv om ingen får NSAID, er der stadig nogle, der får mavesår af hjertemagnylen, så syrehæmmer må med på det fælles medicinkort.

Hvis PCM ikke er nok, er der heldigvis et smerteplaster at få, men plastret er lidt sværere at administrere for de ældre. Men de har alle brug for proteindrik, så pillerne blendes inkl. morfin, og så kan morfintabletterne ikke pilles ud og sælges på det sorte marked.

Alle skal have kalk og D-vitamin mod knogleskørhed.

De billige osteoporosemidler dur ikke i blenderen, for ikke alle kan sidde op og indtage medicinmosen.

Har jeg glemt noget? Behandling for kronisk obstruktiv lungesygdom.

Inhalationsbehandling må kunne kobles på robotstøvsugeren monteret med et forstøveraggregat på udstødningen.

Undskyld! Jeg skal nok tage på det kursus, men har FMK samme problem som IC4.

Målet med IC4-tog er GTA - gode tog til alle, men måske valgte politikerne forkert i 1999 i forhold til IC4-togene ved korsvejen med et andet valg, nemlig elektrificering af togdriften.

Målet med FMK er at bidrage til, at borgerne får en korrekt og sikker behandling med lægemidler.

Mit mål er god behandling til alle patienter, også de ældre, der ikke har styr på al den medicin, de efterhånden er udstyret med.

Har FMK samme problem som IC4? Defekte bremser!