Har interessen for ph.d. taget overhånd?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

En sundhedsvidenskabelig ph.d.-uddannelse er et tilløbsstykke. Det er næsten ikke muligt at sætte gang i et forskningsprojekt, uden det sker inden for rammerne af en ph.d., så der er ikke noget at sige til, at der i Ugeskrift for Læger bliver stillet spørgsmål ved, om det har taget overhånd.

Det er ikke let at besvare. Ph.d.-uddannelsen kombinerer forskningsaktivitet med faste rammer og en vis tryghed. Man har sit kontraktlige forløb, en teoretisk uddannelse, en forpligtet vejlederskare og et stærkt begrundet håb om, at man på dommens dag vil blive godkendt. I den mellemliggende periode beskæftiger man sig med noget, man brænder for og man er internationalt kompetitiv. Problemet er blot, om det er hensigtsmæssigt, at stort set al forskningsaktivitet er ph.d. Hvad er chancerne for, at forskningsaktiviteten fortsættes? - det skal den selvfølgelig ikke for alle - men det er vigtigt, at den erhvervede viden i vid udstrækning bliver udnyttet. Er det altid godt med de treårige forløb, ikke mindst for klinisk forskning? Har det betydning, at ph.d. signalerer noget, der afsluttes, og at man som læge derefter går ind i en anden kultur? Har massevandringen til ph.d. indflydelse på den danske forskning og dens internationale stade? Egner ph.d.-afhandlingens udformning sig til sundhedsvidenskab, og er der behov for justeringer?

STÆRK DANSK FORSKNING

Der ikke er tegn til, at den danske sundhedsvidenskabelige forskning er blevet svækket. Tværtom er der ikke blot sket en konsolidering af positionen. Den har midt i 00'erne foretaget et spring, der distancerer den klart fra de andre nordiske lande. Om det hænger sammen med ph.d., skal være usagt, men det er en fordel, at også mange seniore sundhedsvidenskabelige forskere fortsat lader sig mobilisere som vejledere og dermed aktive forskere.

Men selvfølgelig er det ikke en rose uden torne. Det kan diskuteres, om der er for mange, der betragter forsvaret af ph.d.-afhandlingen som afslutningen på forskningsaktivitet. Hvor mange får efter forsvaret publiceret de manuskripter, der danner grundlag for afhandlingen? Der er tale om original forskning, ofte baseret med patienter eller på dyreksperimentelt materiale. Oven i det samfundsmæssige spild er det uetisk, hvis det ikke bliver publiceret. Her er ph.d.-rammerne ikke hensigtsmæssige. Forsvaret markerer en afslutning, og som tidligere nævnt ofte en overgang til en hel anden virkelighed inden for den kliniske verden, og dermed kan manuskripter nemt indlede vandringen mod øverste hylde.

OPDELING AF FORLØB

Spørgsmålet er, om man i den frigørelsesproces, som tilsyneladende er på vej, når det gælder ph.d., også vil kunne differentiere mellem sundhedsvidenskabelige ph.d.-afhandlinger og andre afhandlinger, hvor oversigten er naturlig som eneste produkt. Kan man se en fremtidig sundhedsvidenskabelig afhandling, der består af det traditionelle forløb, en præliminær tildeling af graden og en endelig eksempelvis efter to år eller på det tidspunkt, hvor artiklerne er publiceret?

Klinisk ph.d.

I sundhedsvidenskabelig sammenhæng kan et treårigt forløb være et problem for gennemførelse af klinisk forskning. Den såkaldte kliniske ph.d. er en rigtig god løsning, hvor man kombinerer den kliniske karriere med et forskningsforløb. Herved kan man opnå at følge sit projekt i helt op til 6-7 år. Problemet er, at det kræver en masse logistik og forskellige tilladelser, så selv om der er velvilje over for ordningen, så kan det være vanskeligt at få den etableret. Det gælder også den kliniske postdoc, som i mange tilfælde ville være en ideel måde at fortsætte forskningsaktivitet på efter erhvervet ph.d.-grad.

Endelig er der spørgsmålet, om det treårige forløb i nogle tilfælde er for meget. Der er stor interesse for forskningsåret, hvor den lægestuderende tager et år ud af studiet og helliger sig et forskningsprojekt, der har samme forskningshøjde som ph.d., men kun udgør ca. en tredjedel. Det kan være begyndelsen til eller en del af ph.d.en. Det kan også være det, der gør, at nu har man prøvet forskning, og så er det slut. Spørgsmålet er, om det ikke ville være godt af og til at udbrede det postgraduat.