Har læger ytringsfrihed?

Interessekonflikter: Ingen

Rigtige embedsmænd elsker at holde kæft! Sådan sammenfattede den tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen ofte tingenes tilstand, når han holdt foredrag om offentligt ansattes ytringsfrihed. Med »rigtige embedsmænd« tænkte Nordskov på scient.pol.er, jurister, polit.er mv. Folk, der beskæftiger sig med papir, og som bruger dagens timer på at rådgive den administrative og politiske ledelse. De optræder ikke i tv eller i avisen med kritiske indlæg om den politiske ledelses beslutninger.

Men hvad med flertallet af offentligt ansatte? Elsker de også at holde kæft? Og hvis nogle ikke gør, har de så lov til at fremkomme med deres synspunkter, selv om de ikke passer ind i den øverste ledelses kram?

Den slags spørgsmål blev kulegravet i det udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed, som regeringen og Folketinget nedsatte i 2004. Ytringsfrihedsudvalget bestod af uafhængige professorer fra universiteterne, repræsentanter for offentligt ansatte og arbejdsgiverne, pressen, Folketingets Ombudsmand samt Statsministeriet og Justitsministeriet. Jeg var formand for udvalget, der i 2006 afgav en 300 sider tyk betænkning.

Ytringsfrihed over loyalitetspligt

En af betænkningens hovedkonklusioner er, at offentligt ansatte, der ytrer sig kritisk om deres egen arbejdsplads, ofte bliver beskyldt af ledelsen for at være illoyale. I praksis opfattes loyalitetspligten som en pligt til ikke at udtale sig kritisk om egne arbejdsforhold. Loyalitetsbegrebet har på den måde taget overhånd. For sagen er, at de regler, der gælder, giver de offentligt ansatte en meget vidtgående ytringsfrihed, og at loyalitetspligten kun har en meget begrænset plads.

Retstilstanden for offentligt ansattes ytringsfrihed er grundlæggende klar og enkel. De har som udgangspunkt samme ytringsfrihed som alle andre. Grundloven gælder også for dem. Offentlige myndigheder - f.eks. regioner, sygehusforvaltninger og sygehuse - kan derfor ikke indføre censur over for de ansatte, så længe de udtaler sig på egne vegne. »På egne vegne« vil sige, at man ikke udtaler sig på vegne af den institution, hvor man er ansat. En sygehusledelse kan med andre ord ikke beslutte, at en læge, når han udtaler sig på egne vegne, kun må udtale sig til pressen, hvis ledelsen på forhånd er blevet orienteret eller har godkendt udtalelsen. For at undgå misforståelser kan det være nødvendigt, at lægen præciserer over for pressen, at han udtaler sig på egne vegne - som privatperson - og ikke som repræsentant for sygehusledelsen. Udtaler lægen sig derimod ikke på egne vegne, men på vegne af sygehuset, ja så er det selvsagt sådan, at sygehusledelsen kan bestemme, om lægen må udtale sig, og hvad han i givet fald skal sige.

Lægen kan, når han udtaler sig på egne vegne, sige, hvad han vil, så længe han holder sig inden for injurielovgivningens rammer, ikke røber oplysninger, der ifølge lovgivningen er fortrolige, ikke fremkommer med åbenbart urigtige oplysninger og ikke formulerer sig i en urimelig grov form. Men ellers vil der være frit slag. Det gælder også, hvor tampen begynder at brænde. Nemlig når lægen ytrer sig kritisk om sit eget arbejdsområde.

Langt, langt de fleste læger har ytringsfrihed

Kun for en meget lille del af de offentligt ansatte, nemlig dem, der har en central placering i den politisk-administrative beslutningsproces, vil der gælde særlige begrænsninger i ytringsfriheden. Det gælder f.eks. embedsmænd i et ministerium eller i en kommune, der deltager direkte i rådgivningen af f.eks. en minister, en borgmester eller et byråd. Baggrunden herfor er enkel nok. En minister kan selvsagt ikke tillidsfuldt rådføre sig med sine nærmeste embedsmænd om mandagen, hvis han tirsdag morgen skal læse i avisen, at de samme embedsmænd mener, at ministerens ideer er uigennemtænkte, kritisable eller forrykte. Det giver sig selv, at det i sådan en situation bliver vanskeligt at mødes igen om onsdagen for sammen at arbejde tillidsfuldt videre, som om intet var hændt.

Men som sagt: Kun for en meget lille del af de ansatte vil der gælde sådanne særlige grænser for ytringsfriheden. Det afgørende i så henseende vil være, om selve det, at man fremkommer med kritiske ytringer, med betydelig sikkerhed vil have den klare følgevirkning, at man ikke vil kunne varetage sin stilling på en tilfredsstillende måde fremover. Den ansattes funktionsdygtighed skal så at sige være blevet undermineret af den kritiske ytrings følgevirkninger. Det er oplagt, at der for langt, langt de fleste sygehuslæger ikke vil gælde en sådan begrænsning i ytringsfriheden. Kritiske ytringer fra lægen vil jo ikke påvirke vedkommendes mulighed for at varetage sit arbejde med patienterne fuldt tilfredsstillende.

Når reglerne nu er så relativt klare og enkle - og altså giver en meget vidtrækkende ytringsfrihed - kan man jo spørge, hvorfor ikke flere offentligt ansatte deltager i debatten om forholdene på deres egne arbejdsområder. Man kan også spørge, hvad der er karakteristisk for dem, der ytrer sig kritisk.

Det var ikke Ytringsfrihedsudvalgets indtryk, at der findes et vældigt undertrykt ytringsbehov hos offentligt ansatte. De fleste identificerer sig med deres arbejdsplads og har ingen særlig trang til at ytre sig offentligt. Andre er måske mindre tilfredse, men bruger de interne kanaler til at fremkomme med kritik. Det er i praksis fornuftigt, for det er ofte først, når de interne kanaler for kritik ikke virker, fordi ledelsen ikke er lydhør, at låget springer af æsken, og kritikken bliver offentlig. Hos nogle betyder frygt for at skabe et dårligt arbejdsklima og frygt for karrieren, at de ikke ytrer sig kritisk udadtil. Ofte synes hverken kolleger eller chefer, at det er særlig festligt, at kritik luftes offentligt, uden for ansættelsesstedets mure.

Fagprofessionelle ytringer er vigtige

Men hvem er det så, der alligevel vover pelsen og fremkommer med offentlige, kritiske ytringer om deres eget arbejdsområde? Svaret er, at det først og fremmest er de såkaldt »fagprofessionelle«. Det er læger, ingeniører, sygeplejersker, lærere, pædagoger. Folk der ofte har en stærk faglig selvopfattelse og befinder sig »ude i marken«, tæt på borgerne og på afstand af den politisk-administrative ledelses direktionsgange.

Hvad udtaler disse »fagprofessionelle«, herunder læger, sig så om? Ja, typisk handler ytringerne om ledelsesforhold, budget og bevillinger, manglen på resurser og standarden i ydelser. Uden at der er noget illegitimt heri, er der således ofte tale om en form for interessevaretagelse snarere end om en ideal forfægtelse af en højere sandhed. Ytringerne er imidlertid lige vigtige af den grund. Først og fremmest fordi de offentligt ansatte, der står midt i det praktiske arbejde og er tæt på borgerne, ofte vil have et førstehåndsindtryk af, hvorledes regler og beslutninger virker eller ikke virker i praksis. Med deres viden og holdninger kan de derfor bidrage til, at den offentlige debat kommer til at hvile på et informeret grundlag og dermed til, at demokratiet i praksis kan fungere.

Men hvad kan man så gøre ved det? Det er nemmere at stille spørgsmålet end at sv are. Det er oplagt, at det er svært at lave om på virkeligheden ved hjælp af regler. Reglerne har vi allerede. Det er kun virkeligheden, det kniber med. Det er vigtigt, at vi har Folketingets Ombudsmand, som kan sætte tænderne i ytringsfrihedssager, hvis de kommer så langt. Det er også vigtigt med en vågen presse. Men det vigtigste er, at der er en indstilling på arbejdspladserne, der gør, at de ansatte tør sige deres mening. Det kræver imidlertid, at de kender reglerne, og at de evner at stå sammen. Det kræver også, at de ikke lader sig gribe af overdrevne flinkeskolemanerer eller lader sig kyse af ledere, der ikke forstår, at det er i ledelsens egen interesse, at saglig og velbegrundet kritik kan komme frem. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at netop læger hørte til den slags ansatte.