Skip to main content

Har man ret til en akut død uden forsøg på genoplivning?

♠ Sven Refslund Poulsen, Spanien, E-mail: poulsen@telefonica.net

19. jun. 2009
5 min.

I Ugeskrift for Læger 2008, nr. 47, ajourføres vor viden om akut hjertestopbehandling. Nødvendige og gode artikler, som jeg er taknemmelig for at læse og lære af.

De giver mig anledning til nogle kommentarer og spørgsmål.

Som medlem af ældrebyrden og gammel læge (lige fyldt 70 år) fylder tanken og bekymringerne om den snarlige død mere, end da man var ung. Den resterende tid er mere problematisk og mindre tillokkende. I et forsøg på at være rettidig omhyggelig og på forkant med det uundgåelige har jeg ordnet, hvad der er muligt, af testamente og ønsker for fjernelse af mit lig under så diskrete og lette omstændigheder som muligt - mine børn er bekendt med, at det er en betingelse for at arve mig - so far so good.

Selv er jeg som ung læge blevet »reddet« som bevidstløs pga. intravenøst administreret morfin, trods det at jeg havde gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne tåle morfin - siden da har jeg altid lyttet godt efter, hvad patienterne fortalte. Glad var jeg for de følgende mange år, specielt da jeg vist nok slap fra det med hjernen i behold.

Med entusiasme og held har jeg da også »reddet« flere patienter fra døden, med den tilfredsstillelse og stolthed det har været at blive takket for det.

I mit lange liv som læge og menneske har jo ofte hørt kommentarer om, at døden var ej at frygte, blot det gik stærkt og var uden lidelse.

Woody Allen har udtrykt det meget poetisk: »bange for at dø - nej blot jeg ikke skal være til stede, når det sker«. Gamle elefanter og ronkedorer søger som mange andre dyr ensomhed, når de er syge eller måske føler, de skal ud på den sidste rejse. Sjældent risikerer de besøg af en emsig dyrlæge.

Den sidste del af livet er ikke så tillokkende som den første, og døden er for mange en befrielse for mere elendighed i en elendig verden.

På baggrund af disse betragtninger har jeg to spørgsmål:

1. Findes der mon undersøgelser, der måtte fortælle, om der er andre end mig, der gerne vil undgå genoplivning ved akut hjertestop, hvor det så end måtte ske?

2. Hvorledes kan en som jeg tilkendegive, at jeg ikke ønsker nogen form for »hjælp« i denne situation, men at jeg gerne vil slippe ud af denne verden uden risiko for hjerneskade og brækkede ribben (min forfængelighed forbyder mig at bære et stort skilt på alle sprog i det offentlige rum).

Da jeg stadig er erhvervsaktiv, vil jeg gerne understrege, at jeg naturligvis selv stiller op med professionel genoplivning efter gældende retningslinjer.

Svar:

Praktiserende læge og næstformand i Det Etiske Råd Lotte Hvas, E-mail: lotte.hvas@dadlnet.dk, Specialkonsulent Ulla Hybel, Det Etiske Råd

Sven Refslund Poulsen (SRP) rejser i sit indlæg flere spørgsmål. Vi har ikke kendskab til egentlige empiriske undersøgelser om emnet, og vil derfor lade det første spørgsmål ligge. Dernæst rejser SRP spørgsmålet om, hvorvidt der findes en ret til at dø af hjertestop uden forsøg på genoplivning.

Selv er han tydeligvis afklaret om sit ønske om en værdig død, og ønsker naturligvis, at det skal respekteres.

Men når spørgsmålet om retten til en akut død uden forsøg på genoplivning skal diskuteres, indgår der både lægefaglige, etiske og ikke mindst juridiske aspekter. Først og fremmest har det - i alle de nævnte henseender - betydning, hvilken helbredsmæssig tilstand patienten i øvrigt er i, når spørgsmålet er aktuelt. Der er således en væsentlig forskel på, om man er i f.eks. et terminalt kræftstadium og får hjertestop, eller om man i øvrigt forudgående for hjertestoppet er frisk og rask. Vi antager, at det primært er den sidste situation, som SRP tænker på.

Hovedreglen i dansk ret er, at al medicinsk behandling hviler på frivillighed. Princippet om selvbestemmelse begrundes i patientens autonomi og respekten for individets værdighed og ukrænkelighed (integritet). Hvis man er ved bevidsthed i forbindelse med en livstruende begivenhed, kan man tilkendegive sit ønske om ikke at modtage behandling. Dette ønske skal respekteres, uanset at undladelse af behandling fører til døden. Patienten skal være velinformeret om konsekvenserne af dette ønske og være i stand til at forstå situationen.

Et andet grundlæggende princip er lægens hjælpepligt. Hvis man ikke er ved bevidsthed og dermed ikke kan tilkendegive sin holdning til behandling, slår denne handlepligt igennem, når det gælder livreddende behandling. Andre (f.eks. pårørende) kan ikke på den syges vegne give afkald på behandling. Spørgsmålet er, i hvilket omfang det er muligt på forhånd at modsætte sig behandling med virkning gældende for fremtiden. Juraen foreskriver, at hvis der indtræder akut hjertestop, og patienten ikke selv er i stand til at forholde sig til behandling, har lægen en handlepligt, hvis patienten i øvrigt er frisk og rask, og der er mulighed for, at denne vil blive i stand til at fortsætte sit liv stort set uændret. En forudgående tilkendegivelse vil ikke ændre dette.

Hvis patienten er blevet væsentligt skadet af hjertestoppet, er det en lægelig beslutning, om genoplivning skal forsøges, eller om allerede igangsat behandling skal stoppes. En eventuel forudgående tilkendelse fra patienten skal indgå i lægens overvejelser.

Selv om det måske for SRP virker urimeligt, at læger har handlepligt, når han nu har gjort sig så klare overvejelser om at slippe for behandling, så sikrer reglerne trods alt, at andre kan føle sig trygge ved at involverede læger vil forsøge at hjælpe efter bedste evne