Har vi kun brug for de højtspecialiserede behandlinger?

I forbindelse med at jeg, der er praktiserende læge, som pårørende er kommet i kontakt med behandlersystemet i sekundærsektoren, idet min søn fik en skade, er jeg blevet dybt chokeret over det, der sker. Kort fortalt skete der det, at min søn under natarbejde blev overfaldet, fik skubbet en glasmontre to gange mod sig og fik en mindre sårskade på venstre arm. Det gabte, og der var synligt fedtvæv i, så det skulle sys. Han tog til skadestuen på H:S Hvidovre Hospital i den tro, at man der kunne hjælpe ham. Men nej. Han kom en time efter skaden, sad og ventede i fire uden tegn på, at der ville ske noget inden for den næste times tid. Tog hjem for at spise, havde jo været på arbejde uden vådt eller tørt siden kl. 21 om aftenen, ringede på min opfordring til lægevagten for at høre, om de ikke kunne sy det, men nej. Sådant begiver man sig ikke af med; det er skadestuearbejde. Han bor tæt på H:S Frederiksberg Hospital, men de afviste ham med begrundelsen, at han havde været på Hvidovre (!) og det derfor var dem, der skulle tage sig af det. Tilbage til Hvidovre, nu 11 timer efter skaden, indskrevet på ny, ventede to timer, før såret blev vasket af en sygeplejerske. Nu var det efterhånden så speget, at vi kørte ind til ham, var fremme 1 time efter, hvor der stadig ikke var sket noget mere! Efter ca. time kom en reservelæge, der kiggede på såret, men i øvrigt ikke hverken spurgte meget til, hvordan det var sket, eller undersøgte det sufficient på nogen måde - opdagede f.eks. ikke et 5´10 cm område distalt for skaden uden sensibilitet - men konkluderede hurtigt og handlekraftigt, at »skaden er mere end seks timer gammel«, og »så vil der jo bare komme en byld« eller værre, hvis det bliver syet. Det må hellere »granulere« op fra bunden. Snakker om »sekundær sutur« på femtedagen, men det bliver ikke til mere end det. Vi får også at vide, at skader som denne prioriteres meget lavt - ja man føler jo nærmest, at det er latterligt overhovedet at komme med sådan noget. Efter yderligere 20 minutter et lille plaster på, og så tog vi hjem, 16 timer efter at skaden var sket.

Jeg har lige haft en lægevagt med 96 konsultationer på 14 timer. Dette inkluderer både forbindinger, kateteranlæggelser, div. kliniske undersøgelser inkl. neurologiske undersøgelser mv. Var der kommet en patient med en sårskade som den, min søn havde, var den blevet syet uden videre; det havde skønsmæssigt inkl. vask og forbinding og notatindkrivning på computer taget under ti minutter! Det havde så betydet for patienten, at han ikke havde et sår på armen, som var åbent og skulle forbindes dagligt i et par uger (jeg har frarådet ham sæbebad med brun sæbe tre gange dagligt, som ellers var slutbeskeden fra skadestuelægen). Det »døde« område ville jeg en passant have forklaret ham nok gik over i løbet af et par uger, når nerven havde rettet sig ud, og så havde jeg nok også haft et par ord til overs til den psykiske skade, der jo er nok så væsentlig i denne situation

Jeg nægter at tro på, at der er så travlt på en skadestue med »livsvigtige« ting, at en simpel sårskade skal syltes på denne arrogante måde, og jeg taler ikke kun om reservelægen, vi så, men hele teamet på nævnte skadestuer og lægevagten i København. Alle har travlt med at fortælle, at det sandelig ikke er dem, der skal lave arbejdet. Det kan ikke være rigtigt, at vore alle sammens medborgere skal se et sundhedsvæsen, der i en rus over at være så højt specialiseret er så selvretfærdigt, at at vi slet ikke behøver tage os af de små ting, der for de berørte dog slet ikke er så banale, som nogen kunne gå hen og tro. Visse ting tager folk på skadestuen med, fordi de ikke selv har ekspertisen til at klare det, og fagligt set er det altså ikke så svært at sy et ukompliceret, begrænset sår professionelt sammen på under et kvarter - alt inkl. med glimrende resultat. Det, der er sket her, er en skam for standen, og jeg har anbefalet min søn at indgive en patientklage over det, vel vidende at det vil stjæle noget tid fra ellers »meget hårdtarbejdende« kolleger.