Hellere rig og rask end fattig og rask

I Danmark tilhører ca. 50% af arealet de danske landmænd m/k. Vore land(s)mænd vil gerne dyrke jorden, og ønsker generelt ikke fredninger på, eller opkøb af, deres matrikler medmindre de i det mindste kompenseres økonomisk i godt og vel fuldt omfang. Såfremt landbrugsjord skal sælges, afgøres det i en af landets 14 jordbrugskommissioner, hvor landbruget har flertal. Derfor blokeres naturgenopretningsprojekter i vidt omfang. Danmarks største private jordbesidder er en fond (Aage V. Jensen), der opkøber naturområder. Fonden ejer bl.a. Vejlerne i Viborg Amt, Lille Vildmose, Vaserne ved Holte og Hulsig Hede ved Skagen. Miljøministeren udtaler:

» ... det er en helt forkert måde at tænke natur på [sic!], hvis man tror, at det er en statslig opgave alene at varetage naturen«.

Også fødevareministeren (tidligere benævnt landbrugsministeren) bakker op om dette synspunkt.

Som bekendt har staten ingen problemer med at sælge ud af dens naturområder, når der skal penge i statskassen.

Tænk hvis indenrigsministeren udtalte: »Det er en helt forkert måde at tænke lægelig videreuddannelse og forskning på, hvis man tror, det alene er stat og amters opgave at finansiere disse forhold. Vi må have private fonde og lægemiddelindustrien på banen her«. Nu behøver ministeren ikke således at træde i karakter, for her har virkeligheden for længst overhalet ham.

Da vi blev læger, svor vi på Medicinsk Kompendium (tror jeg nok), som en del af lægeløftet, at vi til vore dages ende vil beflitte os på at vedligeholde og udvikle vore kundskaber til gavn for den lidende menneskehed. Alle ved, at 90% af indholdet i kompendiet er forældet, inden næste udgave er på gaden. Lægevidenskabelig efteruddannelse og forskning er eksponentielt stigende faktorer, det samme gælder udgifterne hertil. Uden fondenes og industriens betydelige sponsorering, ville dansk lægevidenskabelig udvikling sakke endnu mere agterud.

Ministeren har imidlertid et problem. Lægemiddelindustrien har et motiv til at alliere sig med lægerne. Her snakker vi stadigvæk økonomi. Men det er ikke kun forbeholdt ministeren at favorisere vennerne, f.eks. på hans gamle arbejdsplads. Undertiden omfatter samarbejdet mellem læger og industri en rejse, et hotelophold eller en middag. Skam få den der tænker ilde herom, men det er der som bekendt mange, der gør. På højt og mindre højt plan bekymrer man sig om udviklingen, samtidig med at stat og amter bygger skoler, anlægger motorveje og finansierer landbrugsstøtteordninger og lægelønninger for de penge, der bliver sparet. I sandhed et dilemma for ministeren.

De offentlige midler til kongresrejser, projekter og efteruddannelse m.v. bliver stadig mindre. De færreste læger kan tillade sig vedblivende selvfinansiering af faglige arrangementer, der involverer rejseudgifter og kongresgebyrer i det omfang, der efterhånden er blevet standard. Medmindre nogle af udgifterne bliver dækket fra anden side. Nøjagtigt som med mælkestøtteordningen til landbruget. Nå - den er heller ikke særlig populær uden for bondegården.

Politikere og embedsmænd er ikke uvidende om, at uden fonde og lægemiddelindustriens økonomiske transfusioner ville diverse forskningskonti hurtigt blive svært anæmiske som følge af den påkrævede pekuniære venae sectio, og lægerne ville få ganske svært ved at leve op til en del af lægeløftet. Selvfølgelig er der grænser for, hvad lægerne bør tage imod fra industrien, og de bliver løbende justeret af den årvågne presse og tilsvarende whistleblowers. Sådan skal det være.

Men dobbeltmoralen hos politikerne? Den kan være svær at håndtere. Tænk hvis Aage V. Jensens Fond opkøbte H:S Rigshospitalet ...