Skip to main content

Henning Bagger: Nordjyder dør hyppigere af blodprop, fordi de behandles dårligere

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser at dødeligheden efter blodprop er større i Nordjylland end det øvrige land. Læge Henning Bagger mener det skyldes dårligere behandling. Læs også svar fra SIF og Hjerteforeningen

Pens. kardiolog, dr.med. Henning Bagger, Aarhus. E-mail: ihb@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

19. jun. 2014
9 min.

Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har publiceret en opgørelse af hjerte-kar-sygdomme i 2011, incidens, prævalens og dødelighed [1]. Af skriftet fremgår blandt andet, at den aldersstandardiserede dødelighed af akut myokardieinfarkt (AMI) og iskæmisk hjertesygdom (IHD) fandtes højere i Region Nordjylland end i de øvrige regioner, og væsentligt højere end i Region Hovedstaden. Derimod fandtes hverken forskelle i incidens eller prævalens mellem regionerne. For hjertesvigt fandtes både incidens- og prævalensrate højest i Region Hovedstaden med faldende forekomst af begge med stigende afstand til hovedstaden. Den aldersstandardiserede dødelighed af hjertesvigt fandtes for kvinder ikke forskellig mellem regionerne, medens den for mændene fandtes lidt lavere i regionerne Midt- og Nordjylland.

Undersøgelsen er den 28.april blevet kommenteret i Politiken af en af forfatterne (Knud Juel) samt af Hjerteforeningens formand Henrik Steen Hansen. Begge anfører, at de regionale forskelle væsenligst må tilskrives de vanlige faktorer tobak, kost og fysisk inaktivitet. Behandlingskvaliteten som en årsag berøres alene af Hjerteforeningens formand, der i nyhedsbrev fra Hjerteforeningen den 29. april anfører, at forskel i dødelighed i regionerne ikke kan tilskrives forskelle i behandlingskvalitet, eller at nogle hospitaler er bedre til at behandle hjertepatienter end andre.

Faktaboks

Fakta

Hvordan kan tobak, dårlig kost og fysisk inaktivitet være de væsentlige årsager til den højere mortalitet af AMI og IHD i Nordjylland, når incidens og prævalens af disse sygdomme ikke er forskellig fra de øvrige regioners? Den foreliggende undersøgelse tyder da netop på, at det er behandlingen af disse patienter, der i Nordjylland er dårligere end i de andre regioner. Dette kan være en følge af, at de ikke kontakter læge eller gør det for sent, at deres symptomer fejltolkes, at de ikke viderehenvises til speciallæge og -afdeling og for AMI-patienter, at lang transportvej forsinker åbningen af det okkluderede kar med deraf følgende dårligere resultat.

Blot at pege på de vanlige syndere tobak, underlødig kost og inaktivitet er helt misvisende og vildledende. Dødeligheden blandt nordjyder er højere, fordi de behandles dårligere. Der er grund til nøjere at gennemgå de nordjyske dødsfald af AMI og IHD i 2011 med henblik på at finde årsagerne til den dårligere behandling. I alt synes det ud fra et befolkningstal på ca. 580300 at dreje sig om ca. 460 patienter med AMI og ca. 820 med IHD og således en overkommelig opgave.

Flere dødsfald af AMI og IHD og færre hjerteinsufficiente i Nordjylland i forhold til Hovedstaden bekræfter i øvrigt nydeligt, at man dårligt kan være begge dele samtidigt.

Referencer

LITTERATUR

  1. Kock MB, Johnsen NF, Davidsen M et al. Hjertekarsygdomme i 2011. si-folkesundhed.dk.