Skip to main content

Henrettelsens kliniske bureaukratisering

Afdelingslæge Torben Ishøy, DGMA, Amager Hospital. E-mail: ti@mail.tele.dk

4. nov. 2005
7 min.

Den Franske Revolution (1789-1799) gjorde op med et dekadent enevælde og blev måske det mest markante afsæt for oplysningstidens afvisning af den mørke middelalder. Længslen efter reformer og fornyelse var udtalt. I revolutionens første år med fornemmelse for frihed, lighed og broderskab diskuteredes seriøst et forslag om at afskaffe dødsstraffen, men et alternativ vandt efterhånden større og større politisk tilslutning: Henrettelse med en humanistisk indfaldsvinkel og ved hjælp af en simpel mekanisme - i stedet for den traditionelle skarpretters usikre håndelag - en revolutionerende ny og ideal standard, hvormed en dødsdom kunne eksekveres ensartet, uden hensyntagen til stand og rang og med sikkerhed for, at døden indtrådte øjeblikkeligt uden misliebige oplevelser for såvel ofret, bødlen som tilskueren. I sandhed en nyvunden ansvarlighed og indføling.

I foråret 1791 enedes Nationalforsamlingen i Paris om nødvendigheden af dødsstraf for politiske forbrydelser. Debatten i forsamlingen havde til tider været uhørt skarp og med applauderende tilråb og fidel rygklapperi inden for egne rækker. En lunken politisk vilje og taktiske trakasserier havde lagt hindringer i vejen for et hurtigt og ukompliceret kompromis, indtil en enkelt delegeret fandt det afgørende greb om debatten, talte indtrængende, intelligent, temperamentsfuldt ...

» - er det da ikke konsekvent, at vort land - som nu er gået i spidsen i retningen mod en ny og retfærdigere fremtid - også går forrest, hvor det gælder menneskets værdighed?

I det nye forslag til en straffelov, som skal udarbejdes af Nationalforsamlingen, bør retfærdighed alene være den knivskarpe balance mellem statens sikkerhed og borgerens rettigheder som menneske! Det er definitivt forbi med det faldne tyrannis straffemetoder. Hvordan skal vi dog kunne respektere, have tillid til, elske, være stolte af en stat, som straffer sine borgere med et uværdigt had, med hævngerrighed, med lemlæstelse, tortur og de mest pinefulde drabsmetoder?«

De delegerede rykkede sammen omkring taleren, og spredte, anerkendende tilråb tog mere og mere symfonisk karakter. Formanden for Nationalforsamlingen måtte dæmpe gemytterne, bankede i bordet og bad om ro og orden.

» - såfremt dette skal være en oplysningens og en fremskridtets kamp må vi afskaffe den hævngerrige, den hadefulde, den nidkært straffende øvrighed! Vi må knuse gabe-stokken, afskaffe halsjernet, den offentlige bodsvandring ... « fortsatte han, men blev hurtigt afbrudt af et bidsk krav om, at loven dog må håndhæves.

» - må jeg spørge, er den spanske støvle, som langsomt knuser delinkventens ben, en oplyst nation værdig? Er den hensigtsmæssig som objektiv forhørsmetode? Er piskning med ris, med læderremme, med jernkæder, der flår delinkventens kød, er slag med knipler, som knuser hans knogler, forenelige med vore begreber om domstolenes ophøjethed? Er afhugning i levende live af den dømtes hånd eller arm, er indhældning af smeltet svovl eller bly i hans endetarm foreneligt med vore humanistiske idealer? ... «.

Flere delegerede råbte nu begejstret i munden på hinanden, grebet af ordenes klang og klarhed, andre søgte nøgternt at lodde dybden: » - men forbrydelse må dog straffes. Staten må da have magtmidler! Loven er ingen lov, hvis den ikke kan håndhæves! - «.

» - enhver kan begære ordet efter dette indlæg, men taleren har krav på at blive hørt i ro - «, formanede formanden og bankede advarende endnu en gang i bordet.

» - Forbrydere må straffes, det er sandt«, fortsatte taleren. »Men i den nye tids ånd, som menneskeheden, anført af vor nation, ønsker at efterleve: nøgternhedens, oplysningens, saglighedens, humanitetens ånd!

Forbrydelse må straffes - men af en streng, ophøjet, lidenskabsløs, en saglig og kølig retfærdighed, langt fra menneskelig passion og menneskelig svaghed. Vi ønsker og stræber naturligvis efter, at menneskene skal blive mere fuldkomne - men staten må stedse stå højt over os alle i værdighed og dyd!«

Da bifaldet var stilnet af, gjorde formanden træt og modløst salen opmærksom på, at den deputerede fra Arras, borger Maximilian Robespierre havde bedt om ordet.

» - Borger Guillotin er læge og som sådan mere fortrolig med døden end vi andre. Måske er det derfor, at han også her under debatten om vor nye straffelov affinder sig med den som en nødvendighed. Jeg vil dog - nu vi drøfter hele denne dystre lovs revision - henstille til udvalget om nøje og grundigt at undersøge og efterprøve muligheden af helt at afskaffe dødsstraffen ... «.

Det åbenlyst kritiske gensvar udløste postyr og tilråb om radikalisme og almindeligt politisk overbud. Han fortsatte uanfægtet, måske i håb om et forlig, måske med tanken om fremtidige muligheder:

» - Sagen drejer sig om en ny straffelov. Det vil efter vores mening også sige en bedre straffelov! Jeg siger ikke, at dødsstraffen skal afskaffes - det ved jeg ikke, om den skal. Men vi kan ikke forsvare at tage denne del af vor lovgivning op til revision, sådan som vi allerede har revideret konstitutionen, uden til bunds at drøfte også denne mulighed«.

Lægen Joseph Guillotin var ikke til sinds at opgive og replicerede frimodigt: » - For mig er spørgsmålet om dødsstraf eller ikke dødsstraf på ingen måde afgørende. Det afgørende er, at loven håndhæves, at domme afsiges, at straffen eksekveres sagligt, nøgternt, konsekvent. At det sker i en lidenskabsløs ånd, befriet for menneskelig følelse og dermed for menneskelige fejl: uden hævn, uden had. Alene derved bevarer staten sin ophøjethed og loven sin humane ånd. Må jeg minde de deputerede om henrettelsen af Tollendahl, hvor bødlen måtte hugge fire gange, før hovedet faldt af? Eller de Tous' henrettelse, hvor bødlen blev nervøs og måtte hugge syv gange - og hvor delinkventen efter det femte hug rejste sig med blodet strømmende ned over sig og besvor bødlen at tage sig sammen. Den slags er grusomt og lidet bidragende til at skabe respekt for den statsmagt, som straffer! Skal vi fortsætte med at henrette forbrydere, da skal det ikke ske ved at ydmyge og pine dem. Da skal det ske hurtigt, sikkert og smertefrit ... Jeg kunne tænke mig, at det skete for eksempel ved hjælp af en simpel mekanisme. Således ville dødsstraffen nemlig blive berøvet enhver antydning af menneskelig skrøbelighed og ville få karakter af sand skæbne.

Retfærdighed, kære medborgere, retfærdighed har intet med følelse at gøre. Retfærdighed er en videnskabeligt tilgængelig, objektiv størrelse, som kan udregnes og fastslås med en tabel eller en regnemaskine ... «.

Revolutionen løb løbsk, udviklede sig patologisk og endte i en paranoia, hvor den simple mekanisme, guillotinen, i hænderne på et rædselsregime blev katastrofalt for godt 15.000 mennesker, der blev henrettet rundt omkring i de franske byer.

Men hvad med et samfund i civiliseret balance? Hvorfor henrettes mennesker, og hvorfor forfines metoderne mere og mere? Selve handlingen er os inderligt imod, hvorfor metoden afspejler vort dilemma. I lande med dødsstraf har man forladt hængning, man har opgivet den elektriske stol og gaskamret, fordi metoderne er frastødende - og et ømfindtligt billede af samfundet. Den simple mekanisme raffineres og lader os acceptere dødsstraffen, fordi den er nem, æstetisk og på ingen måde vulgær.

Specialudstyrede busser til henrettelser bl ev indført sidste år i den sydvestlige provins Yannan i Kina. Det drejede sig om ombyggede, gamle passagerbusser. Nu er man gået i gang med at modernisere henrettelsen af dødsdømte, og målet er 300 dødsbusser [1]. For første gang og med stolthed fremvises splinternye, specialfremstillede mobile dødsklinikker, som skal køre rundt i det store rige og gennemføre de utallige henrettelser, der placerer Kina på en ubestridt førsteplads på den dystre liste. De nye mobile enheder er leveret af Toyota og er indrettet af et kinesisk firma. Resultatet ligner nærmest en avanceret ambulance og giver et luksuriøst indtryk med stereoanlæg, storskærm, et lille køleskab til medicinen og læderpolstrede sæder til dommer, læge og politi, og en båre til den dødsdømte, som aflives med en dødelig computerstyret indsprøjtning med de afkølede, potente medikamenter. Alt er æstetisk, klinisk, diskret og adskiller sig dermed væsentligt fra de tidligere benyttede og ofte offentlige henrettelser med nakkeskud under åben himmel.

Hvori består forskellen mellem dr. Guillotin, som udregnede bladets tyngde, faldhøjde og mest effektive vinkling, og de nazilæger, som beregnede den nøjagtige mængde Zyklon-B til masseaflivning i kz-lejrene, og så vore dages læger, der ordinerer den ideelle letale dosering til den dødsdømte? Den moderne henrettelsesprotokol er blevet det endelige udtryk for dødens kliniske bureaukratisering, og nu hvor vi savner ærefrygt for livet, er spørgsmålet jo blot, om døden som straf overhovedet giver nogen mening.


Referencer

  1. Politiken 27.03.2004. Kinesisk dødsmaskine skal effektivisere henrettelser.