Skip to main content

A history of plastic surgery

♠ Overlæge Jens Ahm Sørensen E-mail: jens.ahm@dadlnet.dk

16. jan. 2009
2 min.


Bogen dækker næsten 3.000 år af plastikkirurgiens historie. Forfatterne har været meget grundige og har haft mulighed for at bruge en unik samling af antikke og sjældne kirurgiske tekster og manuskripter, som er samlet af afdøde professor Sanvenero-Rosselli (1897-1974). Han var den første moderne italienske plastikkirurg og blev udnævnt til chef for det første plastikkirurgiske hospital i Italien. Han var en meget ivrig samler af sjældne bøger. Han købte bl.a. sin første Tagliacozzi, uden at han fortalte sin familie om det, da han måtte betale det samme, som hvis han havde købt en lejlighed i Milano. Derudover har forfatterne haft adgang til materiale fra bibliotekerne fra the British Association of Plastic Surgery og the Royal College of Surgeons i London og ikke mindst Gillies Archive ved Queen Mary's Hospital, Sidcup, UK.

Bogen er inddelt i tre dele, således at de første seks kapitler beskriver basal plastikkirurgi. Kapitel 7-11 omhandler rekonstruktiv kirurgi, og de sidste fire kapitler koncentrerer sig om kosmetisk kirurgi. Forfatterne har bevidst stoppet ved starten af mikrokirurgien, hvorfor de seneste 30 års udvikling ikke er med, idet denne periode ville kunne fylde en bog i sig selv. Forfatterne har også bevidst undladt at medtage emner som plastikkirurger deler med andre specialer, såsom brandsår, maxillofacial og kraniofacial kirurgi. Håndkirurgi er også udeladt.

De første par kapitler er en grundig indføring i anatomiens udvikling og historie samt sårheling. Denne del vil være interessant for alle læger og specielt for kirurger.

Fra kapitel 3 bliver det meget specifikt omhandlende plastikkirurgi med udviklingen af lapper. Set med nationale briller er Sophus August Vilhelm Stein (1797-1868) en interessant figur, idet han beskrev en Abbelap 50 år før Robert Abbe (1859-1928) gjorde, men ti år efter Pietro Sabbatini (1810-1864). Det blev dog Abbes navn, der blev knyttet til denne operation, formentlig fordi både Stein og Sabatini publicerede på henholdsvis dansk og italiensk.

Udviklingen af hudtransplantater beskrives indgående, og i mindre grad beskrives knogle-, brusk- og fedttransplantater.

Næserekonstruktion, læbe-kæbe-gane-spalte og rekonstruktion af genitalia externa er meget grundigt beskrevet.

I bogens sidste del beskrives den kosmetiske kirurgis begyndelse, specielt rinoplastik, ansigtsløftning og brystreduktion.

Som ekstra medfølger en cd med bogens illustrationer.

Bogen kan på det varmeste anbefales til nuværende og kommende plastikkirurger. Den giver en grundig indføring i og viden om vores speciales oprindelse. Man kan ikke undgå at få respekt for og føle stolthed over et speciale som vores.