Hørenedsættelse hos plejehjemsbeboere

Overset, da disse patienter ofte ikke selv er klar over eller selv gør opmærksom på høreproblemet.

Opfattelsesproblemer kan også af omgivelserne tolkes som resultat af demens, andre hjernesygdomme eller som en »naturlig« ting hos gamle, som man ikke behøver gøre noget ved - en nihilistisk opfattelse, som desværre ikke er ukendt inden for geriatriske sygdomme.

Erkendelse og behandling af høretabet er særlig vigtig hos skrøbelige, gamle mennesker, fordi:

1. Hyppigt forekommende samtidig synsnedsættelse betyder, at hørenedsættelse rammer ekstra hårdt, hvad angår evnen til at sanse, hvad der sker i omgivelserne, specielt evnen til genkende andre, til at mundaflæse og i det hele taget til at tyde andre menneskers mimik og øvrige kropssprog.

2. Høretab kombineret med impressiv afasi pga. apopleksi er stærkt invaliderende, hyppigt forekommende og stiller store krav diagnostisk og behandlingsmæssigt.

3. Sprogforstyrrelser pga. hørenedsættelse kan ligne demenssymptomer resulterende i fejlbehandling eller manglende behandling.

4. Hørenedsættelse evt. kombineret med andre perceptive lidelser kan i forbindelse med sundhedsfaglig rådgivning føre til frustration, misforståelser og dårlig compliance.

5. Tab af høresansen er hos gamle ofte et af flere smertefulde tab, som øger risikoen for depression. Afhjælpning af høretabet vil således medvirke til at forhindre alvorlig psykisk lidelse i alderdommen.

Flere instanser bærer ansvaret for en forbedret indsats. Desværre er der også blandt gamle mennesker en forestilling om, at brug af et høreapparat er lidt flovt, måske fordi det kobles sammen med høj alder og svækkelse og dermed en opfattelse af, at man kommer til at virke ældre. Tværtimod gør forbedret hørelse den pågældende mere nærværende og livlig og dermed tilsyneladende yngre. Udsagnet: »En hørenedsættelse er mere synlig end et høreapparat«, kan måske bruges som motiverende værktøj.

Men afgørende er det, at høreapparatet introduceres på et tidligt tidspunkt, hvor brugeren endnu er i stand til at håndtere teknikken med små tænd- og slukknapper, batterier osv., og hvor »chokket« over de »nye« lyde ikke er for voldsomt. Her kan specielt egen læge og plejepersonalet bidrage.

Både familie og fagfolk bør tænke på muligheden af simple årsager til høreproblemer, f.eks. dårlig akustik, baggrundsstøj og ikke mindst ørevoks. For nogle år siden viste en plejehjemsundersøgelse, at 40% af beboerne havde ørevoks. Fjernelse af ørevoksen resulterede i en klart forbedret hørelse hos halvdelen, dvs. hver femte beboer fik en tydelig forbedret kontakt med omverdenen ved et ganske lille, simpelt indgreb, som kan foretages af plejepersonalet. Et halv- eller helårligt tjek for ørevoks hos alle plejehjemsbeboere kunne være en ide.

Beboerens omgivelser bør tænke på vigtigheden af klar, tydelig, ikke for hurtig tale, uden at der råbes, og at ansigtet altid er vendt mod den, man taler til. Munden skal være synlig (ikke dækket af diktafon, avis eller lign.). Baggrundsstøj, f.eks. trafikstøj via åbentstående vindue, en tændt støvsuger, radio eller tv, eller en vandhane, der løber, søges undgået.

Afgørende er det, at der tværfagligt eksisterer en aktiv og opsøgende holdning over for problemet, ikke blot hos plejehjemsbeboere men også hos meget svage, hjemmeboende.

Lykkes indsatsen, er der udsigt til en væsentlig forbedret livskvalitet for nogle handicappede, som tilhører en af samfundets skrøbeligste og mest sårbare grupper.