Skip to main content

Hofmann GG, ed. European manual of internal medicine. A compendium for the management of internal diseases. Vol 1

Henrik Vestergaard Lars Østergaard Kristensen

2. nov. 2005
2 min.

Bogen er det første af to bind udarbejdet på initiativ fra the European Union of Medical Specialists (UEMS, oprettet i 1958).

Det anføres ikke, hvor hyppigt man fra UEMS' side har tænkt sig at opdatere dette værk, hvilket selvsagt er af betydning, når et af hovedformålene som anført er uddannelse.

Redaktionen og forfatterpanelet udgøres for ca. 50% vedkommende af tyske læger, men repræsentanter fra alle medlemslande har haft materialet til gennemsyn.

I indledende bemærkninger anføres det, at europæisk harmonisering af uddannelse og klinisk praksis inden for intern medicin har været hensigten med udgivelsen. I forordet anføres, at der ikke er tale om en egentlig lærebog, men først og fremmest et forsøg på at beskrive indhold og krav i forbindelse med Common Trunk -uddannelsen i intern medicin i EU-lande. Det anføres, at der er tale om retningslinjer.

De forskellige kapitler i første bind indeholder udmærket og reel information vedrørende diagnostik og behandling. Nuancer har der selvsagt ikke været plads til, og det endelige produkt er tilsyneladende, hvad man har skønnet som rimelige mindstekrav i uddannelsen. Der er ikke ny viden at hente i denne bog, men i forbindelse med den nye speciallægeuddannelse skal den uddannelsessøgende naturligvis på en eller anden måde være orienteret om krav og mål. Med hensyn til det konkrete indhold er bogen som sagt anvendelig, men indeholder næppe informationer, der ikke er fyldigt beskrevet i diverse lærebøger, som uddannelsessøgende i intern medicin i reglen benytter. Med hensyn til vægtningen af de forskellige områder virker dispositionen tilfældig. Kongenit hjertesygdom fylder 121/2 side, medens kronisk hjerteinsufficiens beskrives på 51/2 side. Endokrine pankreassygdomme beskrives på 71/2 side og mindre end halvdelen vedrører diabetes, resten insulinom og karcinoid syndrom. Til adipositas er der afsat godt en side. SI-enheder er ikke konsekvent anvendt.

Bogen kan anbefales som orientering for personer og afdelinger, der varetager og tilrettelægger speciallægeuddannelsen i intern medicin. Medicinske studenter og uddannelsessøgende i intern medicin og almen medicin kan anvende bogen til en hurtig orientering, men efter anmeldernes mening er der bedre alternativer.

München: Urban & Fischer Verlag, 2002.

481 sider. Pris 49.95 EUR.

ISBN 3-347-22400-3