BLOG - Morten Sodemann: Det i hjertet kræver altid tolk

"Det i hjertet kræver altid tolk " sagde en patient i Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, da vedkommende blev spurgt om sit behov for tolkebistand.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for tolke, og at tolkningen skal have kvalitet. Men forsideartiklen om tolkekvaliteten i de danske retssale i Politiken d. 11. maj (Dårlige tolke truer retssikkerheden) giver det fejlagtige indtryk, at det er tolkenes dårlige kvalitet og manglende uddannelse, der er hovedskurken i de fejl dommere og advokater oplever.

Flere af de interviewede går næsten i selvsving over, hvad tolke kan finde på, men ingen af dem reflekterer over, hvad det egentlig er, der foregår. Det er de selvsamme røster, vi møder i sundhedsvæsenet: det er tolkene, der er for dårlige, og det er deres skyld, at der begås alvorlige fejl.

Hvis man havde researchet lidt mere på området, ville man have fundet de undersøgelser og rapporter om tolkning, som Indvandrermedicinsk Klinik har offentliggjort over de seneste 6 år, og havde man interviewet et par af de tolke, vi arbejder sammen med her i Region Syddanmark, ville man få et helt anderledes og mere nuanceret billede af området.

For det første anvender politiet og domstolene ikke altid tolkebistand, selv når de burde, det har vi set flere eksempler på. For det andet er advokater, politifolk, socialrådgivere, læger og sygeplejersker slet ikke kompetente til at føre en professionel samtale gennem en tolk – de stiller spørgsmål på en måde, der gør oversættelse til en umulig opgave, de anvender tolkene forkert, rammerne om samtaler er uhensigtsmæssige, og der tages ikke hensyn til den fysiske placering af tolken, der opfattes som et nødvendigt onde og en tolkemaskine. Advokater, læger og socialrådgivere stiller tolkene i en urimelig situation med dårlige, upræcise spørgsmål, gråzoneord, fagudtryk og metaforer, som ikke findes på andre sprog.

I over 5 år har vi i Region Syddanmark alene brugt videotolkning gennem et og samme tolkebureau på alle sygehuse. Fordelene er enorme, blandt andet kan tolkene nu tolke dagen lang i fred og ro i et særligt rum, tage noter, slå ord op, og flere arbejder endda hjemmefra i modsætning til tidligere, hvor de gode tolke brugte mest tid i bilen på landevejen.

På trods af den dokumenterede succes og høje tolkekvalitet i videotolkesystemet er det stadig ikke udbredt til landets øvrige regioner, selvom Danske Regioner vedtog modellen for flere år siden.

Domstole, advokater, politi og kommuner har end ikke opdaget, at denne mulighed findes. Vi er gået skridtet længere og arbejder nu med planer om at teste videotolkning over iPad til lægeambulancer og til akuttelefoner.

På Odense Universitetshospital kan vi ikke kende det billede, der tegnes i Politikens artikler om tolke, men det skyldes nok, at vi har taget tolkebistand alvorligt og skabt rammer, der får det bedste ud af tolkene. Vi oplever, at tolkene er dygtige, engagerede og hurtigt lærer fagsprog, hvis de bliver taget alvorligt som en del af samtalens succes. En af tolkene modtog Lighedsprisen i 2013 for sit engagement i tolkeopgaven på vegne af sine kolleger.

Fra forskning i sundhedsvæsenet ved vi, at der anvendes tolk i under 30 % af samtaler, hvor der faktisk er et behov, men det er ikke undersøgt i andre sammenhænge. Vi har i Indvandrermedicinsk Klinik talrige eksempler på, at juridisk, socialt og økonomisk afgørende samtaler som f.eks. retssager, optagelse af forbrugslån eller forlængelse af opholdstilladelse gennemføres uden tolk og uden at sikre basal forståelse.

Mens der i andre regioner anvendes 117 forskellige tolkebureauer i sundhedsvæsenet, så er der i Region Syddanmark kun et bureau. Det betyder, at der kun er behov for få tolke, og at det er de bedste tolke, der er ansat.

Et overset problem på tolkeområdet er, at det kan være svært at få tolke til kvoteflygtninge fra små sprogområder (f.eks. som det er tilfældet med flygtninge fra Burma/Myanmar). Det kan en uddannelse ikke råde bod på. Her ville et fælles nordisk/EU tolkebureau med sjældne/mindre sprog være en oplagt løsning, særligt nu hvor videotolkning ikke er så teknisk krævende.

Tolkene er en del af løsningen og er ikke problemet. I stedet for at klandre tolke, der forsøger at udføre et nødvendigt arbejde under elendige og uprofessionelle vilkår, burde politikerne nationalt og i regionerne flytte fokus mod at sikre, at

1. der altid anvendes tolke, når der er brug for det

2. at tolkene får ordentlige rammer og vilkår i deres arbejde

3. at videotolkesystemet udbredes sådan som politikerne faktisk selv har besluttet for år tilbage

4. og at dommere, læger og socialrådgivere skal lære at anvende tolke korrekt.

Det er ikke tolkene, der er problemet, men derimod politikere og embedsmænd, der ikke tager tolkeområdet alvorligt. Det største problem på tolkeområdet er, at de ikke anvendes i tilstrækkeligt omfang. og at deres arbejdsvilkår forhindrer dem i at udføre deres arbejde ordentligt.

Det i hjertet kræver altid tolk, men det kræver også, at tolkenes opgaver tages alvorligt, så deres uudnyttede potentiale kan forløses. Det er en gratis forbedring, og dem er der ikke mange af i det offentlige.