Skip to main content

H:S Håndbog om forskningskontrakter

Professor Court Pedersen E-mail: courtpedersen@mail.dk

1. nov. 2005
2 min.

Hovedstadens Sygehusfællesskab, H:S, har vedtaget en overordnet politik for samarbejde mellem H:S og erhvervslivet. I forlængelse af dette har man valgt at udgive en håndbog, der beskriver disse retningslinjer og som bilag indeholder relevante lov- og regelsæt. Håndbogen er overskuelig og letlæselig. Den er tillige udstyret med en quickguide, så det ved mindre end et kvarters læsning er muligt at sætte sig ind i de vig- tigste af de regler, der gælder for indgåelse af samarbejdsaftaler med private virksomheder.Læger er ikke jurister, og i tidens løb er der indgået en del samarbejdsaftaler mellem forskere og erhvervsliv, hvor de gensidigt bindende kontraktlige/juridiske forhold alene har været baseret på virksomhedens forslag til sådanne aftaler. I de fleste tilfælde har det fungeret uden problemer, men fremover vil det utvivlsomt være vigtigt, at kontrakterne indgås mellem juridisk ligeværdige parter, så det fra begge sider sikres, at aftalerne lever op til den lovgivning og de etiske regler, der gælder på området. Det vil styrke det vigtige samarbejde mellem det offentlige sygehusvæsen og det private erhvervsliv og vil være med til at fastholde patienternes tillid til forskerne. H:S skal roses for at have formuleret en klar politik på området og for at have udgivet denne håndbog, der har et så tilpas begrænset omfang, at den vil blive læst og brugt. Håndbogen er målrettet til ledere og forskere ansat i H:S, men indeholder så mange generelle oplysninger, at den også kan anvendes som opslagsbog uden for H:S. Håndbogen bør læses af sygehusledere uden for H:S og kan forhåbentlig give inspiration til, at alle sygehuse/amter får formuleret og synliggjort en klar politik for samarbejde med det private erhvervsliv. En elektronisk version af håndbogen er tilgængelig på H:S' hjemmeside www.hosp.dk

København:

Hovedstadens Sygehusfællesskab, 2004.

45 sider. Kan bestilles på am@hsd.hosp.dk

ISBN 87-7858-222-9