Skip to main content

Human virology. 3rd edition Collier L, Oxford J.

Overlæge Anders Fomsgaard E-mail: afo@ssi.dk

16. okt. 2006
2 min.

Denne tredje udgave af Human virology er tiltænkt læge- og tandlægestuderende, og på grund af bogens almene orientering, kliniske fokus og praktiske tilgang foreslår forfatterne den også til læger, der skal opfriske deres virologiske viden.Bogen er praktisk opdelt i fire hoveddele: generelle principper, specifikke infektioner, specielle syndromer og praktiske aspekter. Hvert kapitel slutter bekvemt med et punktvist resume. Molekylærbiologien, som præger den moderne virologi, er nu medtaget i et vist omfang, men er skrevet i kursiv for at de mere klinisk orienterede kan springe disse afsnit over.I den »generelle del« findes interessante afsnit om sygdom og patogenese, virus' rolle inden for cancer samt epidemiologi. Flere epidemiologiske eksempler omhandler desværre ikke virus og synes overflødige. Der er en generel gennemgang af genetik og resistens samt lidt basal immunologi. I de »specielle afsnit« er nyere aktuelle emner som SARS og pandemisk influenza A og prioner behandlet, dog uden de aktuelle fund og nuancerede problemstillinger, som gør disse »emerging« sygdomme specielt interessante og relevante. De traditionelt store virusgrupper herpes og hepatitis er relevant delt op i flere kapitler inklusive relativt nye medlemmer som GBV, der dog ikke inficerer hepatocytter. I betragtning af den omfattende hiv/aids-pandemi og betydning for virologien som helhed er det uheldigt med flere fejl og misforståelser på så relativt lidt plads. For eksempel anføres HIV-1 fejlagtigt at være beslægtet med virus fra sooty mangabey-aber (det er HIV-2), og der omtales syv HIV-1-serogrupper A-G, som skulle repræsentere syv zoonotiske overførsler til mennesker mens litteraturen dokumenterer tre genogrupper M, O, N, som kunne repræsentere tre zoonotiske overførsler fra chimpanser, og hvor gruppe M yderligere inddeles i mindst syv genetiske subtyper A-G.I afsnittet »specielle syndromer« er en meget relevant klinisk gruppering af virus efter sygdomsenheder som CNS-infektioner, interuterine og perinatale infektioner og respirationsvejsinfektioner. Den sidste og måske vigtigste del omhandler »praktiske aspekter« af virologien inklusive principper for diagnostik, vaccinering og antiviral terapi. Nogle nye stoffer mangler. Der rådgives for relevant valg af prøvemateriale, opbevaring og tidspunkt for prøvetagning. Diagnostiske metoders fordele og ulemper nævnes, og bogen fremhæver stadig historisk dyrkning og EM i diagnostikken.

Bogen er læsevenlig i et tydeligt britisk sprog med mange illustrationer i form af diagrammer, EM-billeder, fotos og kort over udbredelse, hvis nuancering dog ikke altid følger WHO, f.eks. for gul feber og dengue. Bogen prøver ikke på at uddanne virologer, men giver lige tilstrækkelig viden om virus' naturhistorie og infektioner til et alment og klinisk engagement. Bogen kan med bedre alternativer ikke umiddelbart anbefales til studerende og læger, idet den flere steder er for unøjagtig og generelt savner den nyeste udvikling og relevante referencer.

Oxford: Oxford University Press, 2006.

208 sider. Pris: 29,99 GBP.

ISBN 0-19-856660-3