Humanitært arbejde

Det kan ikke være seriøst, læserbrevet om Læger uden Grænser!

Jo mere jeg læste jo mere trist blev jeg. Hvad får en kollega til at blive så bitter, så frustreret over de erfaringer som han beskriver i sit læserbrev? Brevet var så gennemsyret af frustration som ikke var blevet bearbejdet, at jeg blev bekymret på hans vegne men også vred over hans måde at signalere sin frustration på. Hvad var hensigten? Ifølge hans egen beskrivelse er han en dygtig læge og en god administrator, og jeg tror det gerne. Derfor forstår jeg ikke, at fagligheden kan udmunde i et surt læserbrev i stedet for en direkte kontakt til den aktuelle organisation eller endnu bedre, at han i samarbejde med sin organisation (hvor han var udsendt fra) indkaldte til et diskussionsforum om emnet.

Jeg arbejder ikke og har aldrig arbejdet for Læger uden Grænser. Derimod har jeg arbejdet for det Internationale Røde Kors samt andre NGO's som Norsk Flyktningeråd (NRC), Medicin du Monde (MDM), International Rescue Committee (IRC) og kom hjem i maj 2001 efter tre år i Afghanistan, hvor jeg havde arbejdet for Den Danske Afghanistan Kommittee (DAC). I forbindelse med alle opdragene har Læger uden Grænser været til stede i regionen og har for mig og mine team-kollegaer været en meget god og stabil samarbejdspartner. Det var med glæde, at vi hørte at Læger uden Grænser fik Nobelprisen, vi var glade på deres vegne, idet vi følte det var fortjent men også glade på vores egne og alle andre NGO's vegne. Vi opfattede prisen som en stor værdsættelse af vores arbejde, af alle NGO's humanitære arbejde.

Måske er jeg ikke dygtig nok til at gennemskue politiske budskaber i annoncer, måske har jeg misforstået noget, men jeg har kun læst budskabet: Støt det humanitære arbejde hvor der er behov, ligegyldigt hvor i verden.

Nobelprisen og en slig annonce vil naturligvis øge interessen for Læger uden Grænser, men den vil også øge den generelle interesse for at støtte humanitært arbejde, og det er vel målet for os alle.

Jeg har mødt mange unge og uerfarne repræsentanter fra Læger uden Grænser og andre organisationer. Jeg har også mødt mange virkelig erfarne personer, og da de ofte har siddet i lederpositioner som koordinatorer og administratorer eller »County Managers«, har organisationerne i min erfaring stået som stærke og effektive organisationer. De unge er aktive, idealistiske og tager imod nye udfordringer uden at blinke (f.eks. en akut opstået kolera eller mæslingeepidemi) og gør en stor arbejdsindsats. Det er naturligvis ikke altid helt uproblematisk med en ung og uerfaren læge som f.eks. medicinsk koordinator, men fungerer organisationsstrukturen, er der stor sandsynlighed for at også projektet fungerer tilfredsstillende.

En gang skal være første gang, og jeg tror at man som ung læge er mere lyttende, mere tilpasningsdygtig i forhold til mange situationer end de erfarne læger som rejser ud i sen alder for første gang. Der er plusser og minusser ved at sende unge men også ved at sende ældre, erfarne læger ud. Jeg er blevet mere desillusioneret ved samarbejdet og kontakten til en del ældre og erfarne kollegaer inden for FN-organisationerne end jeg er blevet ved samarbejdet med unge læger fra NGO's. Det er beklageligt, at læserbrevets forfatter har haft så uheldige erfaringer. Desværre sker det en gang imellem, men efter at have læst læserbrevet sidder jeg med et indtryk af en uløst konflikt mellem læserbrevets forfatter og Læger uden Grænser, et indtryk af at begge parter har tabt samtidig med at de virkelige tabere er lokalbefolkningen. Hvor var den gensidige respekt, hvor var de ældre, erfarnes forståelse for de yngre, uerfarne kollegaer; man kan da ikke blive seriøst irriteret over at de snakker fransk med hinanden (tegn på deres utryghed i forsamlingen?).

Lommepengeordningen betyder sandsynligvis at organisationen kan sende fire unge læger ud i stedet for en læge til almindelig dansk reservelægeløn. At det indimellem kan medføre, at kvaliteten og gennemslagskraften bliver reduceret er sandsynligvis rigtig, men jeg tror det opvejes af mange andre ting. Jeg var ikke bekendt med, at Læger uden Grænser kræver minimum seks måneders kontrakt, men jeg synes det lyder vældig fornuftigt og specielt ved første udsendelse. Det er sjældent at en udsendt læges arbejdsopgaver er klinisk arbejde, ofte er det en koordinerende rolle hvor kendskab og forståelse for den lokale helsestruktur og den lokale kultur m.m. spiller en vigtig rolle. Det tager tid at få den nødvendige baggrundskundskab, og seks måneder burde være minimum medmindre der er tale om en akut katastrofesituation, hvor både den fysiske og psykiske belastning kan være meget stor. Det vil altid være individuelt om man har mulighed for eller kan prioritere at rejse ud i seks måneder, men er den hjemlige arbejdsplads positiv indstillet, ville flere danske læger melde sig.

Det er en prioritering fra afdelingens side, om orlov bevilges. Jeg tror de fleste, som har været ude i humanitære opdrag, kan bekræfte at det sjældent giver merit hjemme. Mange fine ord fra ledelsen, men realiteten er ofte at andre ting prioriteres som f.eks. kontinuiteten i afdelingen. Man kommer ikke øverst på en ansøgerliste, hvis afdelingen kan risikere at han/hun med kort varsel »forsvinder«.

Det er vanskeligt at kommentere udstyr og mediciner på klinikkerne uden at vide mere om projekterne og de lokale forhold, men jeg må som generalist og specialist i almen medicin og pædiatri sige, at man kommer langt med et stetoskop, otoskop og blodtryks-apparat i tillæg til det klinisk skøn (selvom det ikke ville være det optimale). Økonomi og bæredygtighed må med i overvejelserne, og hvordan man definerer »for meget« eller »for lidt« udstyr vil altid være et dis-kussionsemne. Jeg er helt enig, bredspektret antibiotika og injektionsmediciner bør bruges mindst muligt, men dette stemmer helt overens med mit indtryk af Læger uden Grænsers medicinpolitik, og så vidt jeg ved er Pharmacie sans Frontiére ikke en del af Læger uden Grænser (men jeg ved det egentlig ikke).

Læserbrevet var trist og skuffende og indholdet var meget fjernt fra mine erfaringer. Jeg håber ikke, at det vil få en negativ indflydelse for tilmelding af læger som er interesseret i at rejse ud og arbejde i humanitære projekter.

Der er behov for læger, både yngre og ældre, og kvalifikationskravene er ikke kun erfaring. Fleksibilitet, evne til at samarbejde på tværs af nationaliteter og professioner etc. er også vigtige faktorer i tillæg til de faglige kundskaber og erfaringer.

Allersidst, jeg håber at mange danske læger på et eller andet tidspunkt i deres karriere får chancen for udsendelse for en eller anden humanitær organisation. Det er en oplevelse og erfaring som jeg meget gerne ville viderebringe til alle kollegaer.

Svar