Hvad er egentlig problemet?

Kommende læger udsættes for tvang, forskningen lider skibbrud, kræftbehandlingens fremtid er i fare! Der er ingen grænser for de problemer, den danske sundhedssektor står overfor - ikke fordi man beskærer bevillingerne, men fordi Lægeforeningen har indgået en aftale med indenrigs- og sundhedsministeren om en ændring af speciallægeuddannelsen. Det er kun et kort udpluk af nogle af udsagnene fra medlemmer af Lægeforeningen og fra Foreningen af Danske Lægestuderende de seneste tre uger.

Aftalen har jeg en høj grad et medansvar for, fordi jeg deltog i forhandlingerne om formuleringen af den. Som alle forhandlingsresultater indeholder denne elementer, som begge sider har stillet krav om. Ministeren var ultimativ i kravet om en tidsfrist for påbegyndelse af hoveduddannelsen; vi andre brugte dette til at få vores krav igennem til en forbedring og forkortelse af speciallægeuddannelsen.

Lad mig lige dvæle lidt ved tvangsforanstaltninger. De læger, der fremover skal vælge hoveduddannelsesforløb inden for fire år efter kandidateksamen, har overlevet den ene tvangsforanstaltning efter den anden. De har gået på gymnasium, hvor der er krav om at bestå studentereksamen inden for en kort årrække. De har skullet bestå årsprøver på medicinstudiet, og efter de normerede år er gået, forsvinder SU'en, hvilket er en direkte tvangsforanstaltning. Indtil nu har alle læger været tvunget til seks måneder i almen praksis, selvom de har været overbevist om, at de ville være forsker i tuberkulose eller speciallæge i billeddiagnostik. Og de har været tvunget til 1 års turnus efter resultatet af en lodtrækning.

Efter den ny aftale er turnus 12 måneder - altså en nedsættelse af tvangselementet. Desuden vil det for nogle være muligt at vælge almen praksis fra, hvis ikke det er relevant, fordi det ikke længere er obligatorisk. Igen en nedsættelse af tvangselementet. Flere afdelinger og specialer kan komme på tale i turnus, hvilket er en udvidelse af valgmulighederne. Fremtidens medicinske kandidater får større muligheder for at vælge turnus, som er i overensstemmelse med deres præferencer. Og tilbuddene skal efter aftalen være på plads, så man som ny kandidat ikke skal vente på at starte på turnus.

Det er rigtigt, at aftalen efter ministerens krav indeholder, at man efter turnus inden tre år har begyndt på sin hoveduddannelse inden for et speciale. Selvom vi gerne havde været foruden, mener jeg, at det er en lille pris at betale for de andre elementer i aftalen, for effekten af dette tvangselement er reelt begrænset.

Det er Lægeforeningens opfattelse, at hovedparten af ph.d.-uddannelserne skal foregå forud for kandidatgraden for at forstærke den medicinske grundforskning og efter speciallægeuddannelsen inden for specialspecifik klinisk forskning. Jeg ved godt, at der i dag er adskillige ph.d.-forløb mellem kandidatgraden og inden speciallægeniveauet, men jeg kan også konstatere, at kun en lille del af disse forløb medfører en egentlig forskningsindsats efterfølgende, hvilket ikke kendes fra andre fag. Og jeg har svært ved at argumentere for, at man skal bruge en målrettet forskningsuddannelse til at opnå merit til ansættelse i hoveduddannelsesstilling.

Jeg er af den opfattelse, at det fremover vil være få læger, som får problemer med at få valgt en hoveduddannelse i løbet af tre år. Og hvis årsagen er relevant og målrettet, er jeg overbevist om, at vi kan aftale dispensationsmuligheder i forbindelse med aftalens implementering. Jeg har altid anset læger for at være dynamiske og målrettede, og de kommende kandidater vil i overensstemmelse med tidsånden være endnu mere målrettede og beslutsomme. Derfor vil de sætte pris på, at deres stilling er klassificeret til uddannelse, og at fakulteterne og de kliniske afdelinger opretter ph.d.-forløb, der retter sig mod forskning og ikke mod uddannelse.