Hvad er perspektivet med privathospitaler?

Interessekonflikter: ingen

Klaus Bak erklærer højstemt, at privathospitaler er kommet for at blive i sin klumme (Ugeskr Læger 2011:173;2910) med titlen »Perspektivering«. Det startede privat som kirkelige velgørende institutioner uden demokratisk indflydelse. Almindelige arbejdere uden mulighed for at honorere lægerne samledes i faglige organisationer, de forhandlede med lægerne og fik en kollektiv ordning: sygekasserne. Sygekassernes kollektive sociale og solidariske fundament blev trendsætter og blev styrende for opbygningen af et dansk sundhedsvæsen, hvor sygehusene vandt befolkningens tillid. Privatsygehusene blev klemt inde af den stadig større vækst i de nye sygehuse. Det private udfoldede sig på officiantgangene eller i selvbetalerafsnit. De forsvandt lidt efter lidt, og de blev ikke savnet. De demokratiske amtsråd med amtstueskatterne som finansiering udbyggede sygehussektoren. De sørgede for lige vilkår for alle borgere. Amtsrådenes sygehusudvalg stod for det praktiske. Disse udvalg ejede sygehusene og de fornødne midler til tilstrækkelig kapacitet til at dække behovet. I de nu nedlagte amtsråd dominerende to partier, nemlig bondefrigørelsens liberale Venstre og arbejderbevægelsens Socialdemokrati, som min lærer på embedslægekurset formulerede sig lidt spøgefuldt. Selvom de stod for meget forskellige samfundssyn og ofte stødte sammen og på hinanden, kunne de godt tales ved, efterhånden som de havde passeret de 100 kg.

De private hospitaler svandt ind til næsten ingenting. De er ikke savnet. Helt andre kredse vil nu føre os tilbage til et sygehussystem, som vi for længst har forladt. I EU gælder: Du må ikke forvride konkurrencen, og det gør de offentlige sygehuse, hvorfor de må privatiseres, for vi skal rette ind med EU. Det offentlige almennyttige sygehusvæsen går en svær tid i møde. Den græske tragedie er paradigmet også for vores fremtid.