Hvad er prisen?

»Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver rask?« Dette spørgsmål besvares i et lille hæfte om sygdommen panikangst sådan: »Lad være med at glemme sygdommen. Tag din medicin, selvom du føler dig rask.« Det er en psykiater, som har skrevet teksten for et medicinalfirma som producerer medicin mod panikangst.

Der fremstilles et væld af informationsmateriale, der er oplysende og velskrevet, men som også har indbyggede markedsføringsbudskaber a la »Tag din medicin, selvom du føler dig rask«. Mediernes generelle omtale af lægemidler kan indeholde skjulte reklamer, som tjener til at markedsføre og øge det generelle medicinforbrug. En del avisartikler denne sommer har handlet om at danskerne spiser for lidt medicin. En professor er bekymret: »Vi bruger generelt alt for lidt medicin i Danmark.« Og han tilføjer, at det kan folk »dø af«. Han er ikke i tvivl om, at det lavere gennemsnitlige medicinforbrug koster danske menneskeliv. Men nogle avislæsere har måske været i tvivl om, hvordan udtalelsen kan vurderes i forhold til medicinalindustrien. Om han er sponsoreret af den, eller tilhører gruppen af »læger uden sponsor«.

I demokratiske samfund anses uafhængighed på mange områder for at være et grundlag for troværdighed. Der ses med skepsis på rådgivere, som er afhængige af eller har bindinger til en tredjepart. Afhængighed betyder noget for den generelle troværdighed i vores samfund. Gælder det også for læger? Nogle læger mener ikke at de kan forske eller uddanne sig uden støtte fra lægemiddelfirmaer. Og de ser ikke noget betænkeligt i den form for afhængighed, da sponsorering er blevet en del af en generel samfundsudvikling. Men måske kan der alligevel være grund til at overveje hvad sponsorering af læger betyder for patienter og for samfundet.

Hver gang en læge tager imod en ydelse fra et lægemiddelfirma, er der skabt en goodwill-relation. Det er en fornuftig erhvervspolitik, at firmaer investerer i goodwill-skabende markedsføring, der skal skaffe deres økonomiske bagland det størst mulige afkast. Men læger har et andet bagland, deres patienter. Det er lægers opgave at varetage patienters interesser, så uvildigt som muligt - og patienter ønsker ikke altid mest mulig, og dyrest mulig medicin.

Læger er en speciel målgruppe for sponsorering. Vi er en autoriseret erhvervsgruppe, på linje med jurister og revisorer. Vi har lovbestemte beføjelser bl.a. til at udstede recepter, som ingen andre må. Derfor er vi nøglepersoner, ikke kun for patienter og samfund, men også for lægemiddelindustrien, hvis driftsresultater direkte afhænger af vore behandlingsvaner.

Lægemiddelindustrien er opmærksom og gavmild, og derfor kan læger komme til at føle en slags personlig taknemmelighedsgæld til den. Lægers modydelser er sikkert oftest ubevidst, i form af generelt ændrede behandlingsvaner og måske en tendens til at nedtone de negative sider ved den tiltagende medikalisering. Det kan også være en manglende opmærksomhed på bivirkninger og oversete muligheder for ikkefarmakologiske behandlinger. I goodwill-relationer kan der ske noget næsten umærkeligt med bevidstheden, også om at patienters og firmaers interesser ikke altid er sammenfaldende.

Er vi som profession til salg? Og hvem betaler? Det er tredjepart, patienter og samfund, som betaler medicinen. Hvad betaler den enkelte læge og lægestanden? En pris som ikke kan gøres op i kroner og øre? Med tab af faglig uafhængighed, kritisk sans og troværdighed? Og hvad med patienters tillid?

Den pris kan måske få grundlaget for al lægevirksomhed til at skride.