Skip to main content

Hvad har spiseforstyrrelser at gøre med misbrug?

Hospitalsdirektør Rachel Santini, Kildehøj Privathospital, Nivå. E-mail: info@kildehoj.dk

1. apr. 2011
5 min.

Interessekonflikter: Kildehøj Privathospital samarbejder med professor Bart Hoebel, Princeton University, vedr. addiction og er sponsor for Addiction Research.

Den traditionelle tilgang til spiseforstyrrelser er, at der er tale om psykiske lidelser. Betragter man patienternes adfærd, er det nemt at forstå. Taler man til patienterne, er det ligeledes forståeligt. Ofte virker de uden for terapeutisk rækkevidde. Taler man derimod med patienterne og lytter til dem med åbenhed, ligeværdighed og refleksion, bliver billedet anderledes nuanceret. Især hvis man kobler den eksisterende begrænsede forståelse af spiseforstyrrelser med ernæringsvidenskab, endokrinologi, neurovidenskab samt misbrugsforskning.

Det har været og er desværre stadig flere steder et fyord at koble misbrug til visse spiseforstyrrelser hos visse typer af patienter. Ikke desto mindre mener jeg, at en sådan kobling kan være med til at bedre den dårlige nationale såvel som internationale succesrate, hvad angår helbredelse af spiseforstyrrelser.

I det følgende vil jeg med baggrund i de patienterfaringer, jeg har gjort gennem årtier og de sidste seks år på Kildehøj Privathospital, forsøge at motivere til, at behandling af spiseforstyrrelser i større grad begynder at medindtænke misbrugsaspektet hos de patienter, for hvem det er relevant. De diagnosegrupper, hvor jeg mener, det kan være relevant at inkludere misbrugsaspektet, er binge eating disorder-patienter og bulimipatienter [1-3], hvor der ikke er tale om nævneværdig undervægt. Undervægtige patienter bør ikke behandles ud fra misbrugsaspektet, selv om der kan være misbrugslignende adfærd. Denne adfærd er sultindikeret og har ikke nødvendigvis noget at gøre med misbrug i traditionel forstand.

Når man endnu ikke indtænker misbrugsaspektet som et værdifuldt supplement i behandlingen af spiseforstyrrelser, kan det ud over uvidenhed være forårsaget af den kendsgerning, at der allerede på det begrebslige plan sker fejltagelser og misforståelser. Det er således ikke afhængigheden, der for eksempel via 12-trins-programmer skal behandles (a la cold turkey) hos den spiseforstyrrede, men derimod misbruget. Den spiseforstyrrede skal netop lære, at vi er og skal være afhængige af mad (også sukker!). Men misbruget, som er forårsaget af en kompleksitet, der minder om andre misbrug, skal behandles bl.a. med biokemisk og psykosocial intervention. Dvs. en multiterapeutisk integreret interventionsmodel. Hos de traditionelle stof- eller alkoholmisbrugere er det derimod afhængigheden, der skal behandles, så de bliver i stand til at stoppe misbruget, hvis de er motiverede derfor.

Men også her møder vi problemer. For misbrug er jo ikke bare »misbrug«. Misbrug kan dække over det madmisbrug, der sker, når vi indtager flere kalorier, end vi forbrænder - simpelthen på grund af uhensigtsmæssig livsstil: Vi spiser for usundt og for meget, vi rører os for lidt, og det hele resulterer på sigt i en overvægt, der er målet for diverse KRAM- (kost, rygning, alkohol og motion) og andre sundhedsmæssige kampagner. Alle ved efterhånden, hvor svært det kan være at ramme målgruppen og for individet at »tage sig sammen« til at spise sundere: »Spis 6 om dagen«, »Tag trappen i stedet for elevatoren« osv. Men hvis vi »tager os sammen«, så lykkes det.

Anderledes er det med madmisbrugeren, som netop ikke bare kan »tage sig sammen«. Hvor det ikke kun er et spørgsmål om willpower, men også om brainpower. Det vil sige, at vi her taler om madmisbrug som en addictive lidelse. Det er her, man ikke »bare« kan tale, løbe eller operere sig ud af problematikken [4]. Det er svært at finde et rammende dansk udtryk, der dækker, så indtil videre benævner jeg det som addictive misbrug.

Hvad taler overhovedet for denne angrebsvinkel? Kildehøj Privathospital har udviklet forskelligt testmateriale. I dette indgår blandt andet udsagn, som rummer addictive patienters virkelighed i forskellige grader, og som muliggør at differentiere mellem simpel overvægt og addictive overvægt, altså den spiseforstyrredes overvægt. Afhængig af hvordan og hvor højt patienten scorer, afdækkes graden af addictive misbrug.

Eksempler på afklarende spørgsmål:

  • Når jeg starter med at spise bestemte typer af mad, kan jeg ikke stoppe.

  • Jeg vil gøre, hvad det skal være, for at få fat i disse madvarer.

  • Jeg føler mig fysisk dårlig efter overspisninger.

  • Jeg føler mig fysisk dårlig, hvis jeg ikke giver efter for overspisningerne.

  • Jeg føler mig psykisk dårlig før overspisninger.

  • Jeg føler mig psykisk dårlig efter overspisninger,

  • Jeg føler mig psykisk bedre efter overspisningerne.

  • Det eneste tidspunkt, jeg føler mig rolig, er, mens jeg har overspisninger.

  • Jeg mærker intet, når jeg overspiser.

  • Jeg føler, jeg har mistet kontrollen, når jeg overspiser.

  • Mad regulerer mine følelser.

  • Mine overspisninger bliver større og større.

  • Mine overspisninger bliver hyppigere og hyppigere.

  • Mine overspisninger påvirker mit sociale liv (arbejde, uddannelse, familie, venner).

Disse basale spørgsmål, som man ofte kan høre patienter svare på indirekte, når de beskriver deres liv med sygdommen, forekommer i en mere nuanceret og til amerikanske forhold tilpasset udgave på engelsk, udarbejdet af forskere på Yale, som Kildehøj Privathospital samarbejder med.

Besvarelsen af spørgeskemaer evalueres og kan matches med craving- og mood-skemaer. Mood kan derefter ses som en funktion af graden af craving.

Afdækningen af addictive spiseforstyrrelser støttes i dag af den efterhånden overbevisende forskning, som blandt andre Bart Hoebel på Princeton University i en årrække har været pioner for [5]. Kildehøj Privathospital har gennem et samarbejde med Hoebel støttet og forsøgt at videreudvikle denne forskning i håb om at få et dybere kendskab til denne problematik, hvor der stadig er flere spørgsmål end evidensbaserede svar, når det gælder human addiction. Ikke desto mindre mener jeg, at man bør overveje at inkludere misbrugsbegrebet i ovenfor nævnte lidelser ud fra de beskrevne karakteristika, hvor både fysiologiske og socialpsykologiske karakteristika for addiction er til stede.

Med andre ord: Hvad taler for, at food addiction eksisterer?

  • Samme hjernecentre stimuleres som ved stofmisbrug (dvs. dopamin- og opiodsystemet).

  • Craving af visse madtyper. Vi er udviklet til at foretrække fedt og sukker, dvs. der er evolutionær sandsynlighed for abstinenssymptomer (psykisk og fysisk).

  • Sprog og tænkning er typisk addictive.

  • Addictive-præget adfærd (lyve, stjæle, etc.).

  • Accelererende brug trods alvorlige konsekvenser (neuroadaptation).

  • Tilbagefald, kontroltab

  • Sukker-addicted rotter.

Litteratur

Referencer

  1. Hernandez L, Hoebel BG. Feeding can enhance dopamine turnover in the prefrontal cortex. Brain Res Bull 1990;25:975-9.
  2. Will MJ, Franzblau EB, Kelly AE. Nucleus accumbens opioids regulate intake of a high-fat diet via activation of a distributed brain network. J Neuroscience 2003;23:2882-8.
  3. Jimerson DC, Lesem MD, Kaye WH et al. Low serotomin and dopamine metabolite concentrations in cerebrospinal fluid from bulimic patients with frequent binge episodes. Arch Gen Psychiatry 1992;49:132-8.
  4. Hsu LK, Sullivan SP, Benotti PN. Eating disturbances and outcome of gastric bypass surgery: a pilot study. Int J Eat Disord 1997;21:385-90.
  5. Avena NM, Rada P, Hoebel BG. Evidence of sugar addiction: behavioral and neurochemical effects of intermittent, excessive sugar intake. Neurosci Biobehav Rev 2008;32:20-39.