Hvad man kan genopdage med tv-serier ...

Når man er sygemeldt og lidt blød i bærret, er en af de bedre måder at fordrive tiden at se gamle lægeserier. Jeg har derfor på det seneste studeret den amerikanske tv-serie »Grey's anatomy« og er blevet overrasket over, hvilke reelle erkendelser det førte med sig. Serien handler om et hold af unge kirurger, der dagligt udsættes for patientlidelser af sjælden og kasuistikegnet karakter, hvilket de håndterer på heroisk vis. Det gav mig en følelse af længsel. Ikke efter at behandle sjældne kirurgiske sygdomme, men snarere en længsel efter den traditionelle lægerolle, som mange af os bilder os ind, at vi stadig kan spille: Hjælperen og fortaleren, der støttet af medmenneskelighed og faglighed sætter patienterne i centrum og finder innovative løsninger, der forbedrer deres liv.

Problemet er bare, at der faktisk ikke er meget plads til den slags læger i vore dages »system«. Patienterne sættes i centrum med dokumentation og standardisering. Vi er for længst nået til det punkt, hvor vores kvantitative tilgang til tingene sparker os i røven. Politikernes løsning har været at tilføje »Djøf'ere«, men de fleste jurister og økonomer er ikke et hak mindre talorienterede, end vi er. Sammen har vi skabt en kvantificeret model, der er i overhængende fare for at tabe målet af syne - nemlig det at kunne se den enkelte patient og hjælpe denne bedst muligt.

Et alternativ kunne være at gøre det, vi siger: sætte »patienten i centrum«.

Den eneste, vi ikke taler med i alle kvalitetssikringerne, er patienten. Bevares - patienterne udfylder måske standardiserede spørgeskemaer, hvor de afkrydser deres tilfredshed med behandlingen på en 1-10-skala, men hører vi rent faktisk, hvad de siger? Jeg talte for nylig med en overlæge, der stolt fortalte, at han skam ikke havde behov for at tale med patienterne på stuegang. Det klarede man på kontoret takket være elektronikken. Teknik, skemaer og en søgen efter at give alle det samme er blevet en hæmsko for observation og dialog og dermed en hindring for at opdage og håndtere det, der ikke følger normen.

Dialog, samarbejde og selverkendelse er muligvis fortærskede ord, men næppe det, som vi praktiserer mest for tiden. Forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for, at vi »bare sætter os ned og taler om tingene«. Disse linjer er skrevet af en, der har helliget sig evidensbaseret medicin og udfører et randomiseret forsøg. Jeg gør mig snarere til fortaler for, at vi ikke taber målet af syne. At vi ser vores egen rolle i at vedligeholde et overspændt system, skaber en balance mellem kvantitativt og kvalitativt i sundhedsvæsenet og frem for alt holder op med at tro, at gamle problemer kan løses ved at gøre mere af det samme.