Hvad med blufærdigheden?

I lægernes blad for lægekredsforeningen for Sjælland nr. 2/06 støder jeg på et indlæg om udviklingstiltag inden for ortopædkirurgien i Storstrøms Amt.

De nævnte tiltag er helt parallelle med forholdene i Vest-sjællands Amt, hvor jeg selv fik en knæprotese for ca. 18 måneder siden. Den er jeg meget glad for, men jeg er stadig dybt rystet over at have været indlagt på en 4-sengs-stue med tre damer.

Da jeg nu ser, at det er et mere udbredt fænomen at blande mænd og kvinder, er jeg altså nødt til at protestere, dels ud fra egne erfaringer, dels ud fra de reaktioner, jeg har mødt hos alle, jeg har fortalt om mine oplevelser som fællesstuepatient i dette begrebs udvidede forstand. Der har været almindelig forargelse.

Hertil vil jeg jo nok få det svar, at kirurgerne da ikke har hørt væsentlige protester.

Men så prøv at anskue problemet fra patientens side: Man har en stærkt generende, næsten invaliderende lidelse, som man søger behandling for. I den forbindelse vover man sig jo ikke ud i diskussioner med behandleren; man er faktisk tvunget til at sige ja og amen til hvad som helst af frygt for at blive afvist.

Så derfor, de herrer kirurger: Fortæl patienterne om jeres avancerede ideer om fællesstuer og giv derefter patienten et helt frit valg, om vedkommende vil være med på en »fællesstue« eller måske kunne ønske at ligge på en stue med personer af samme køn.

Til slut: Ideen med joint care er udmærket og den tilbudte smertebehandling ligeledes. Men tænk altså lige på, at der i den anden ende af et knæ eller en hofte befinder sig et menneske, hvis opfattelse af blufærdighed måske ikke er helt så avanceret som hos en moderne effektiv kirurg.

Med venlig hilsen fra en ældre kollega.