Hvad skal der til for at få arbejdsglæden tilbage ?

Tak til Azadeh Houshmand-Øregaard [1] for at stå frem med beskrivelsen af yngre lægers vanskelige arbejdsbetingelser.

Jeg kan om ½ år søge folkepension; men husker tydeligt, hvordan det var at være ung nyuddannet læge : flytten rundt i landet i vikariater, døgnvagter, weekendvagter på 3 døgn, og 80 timers arbejdsuge. Videreuddannelse foregik for en del i fritiden og for egen regning. Jeg ved ikke hvordan kolleger med børn fik kabalen til at gå op. Urimelige vilkår.

”Gør noget for at komme på rette vej” skriver Azadeh. Dengang i 1981 samledes alle yngre læger – unge som ældre – om at nedlægge arbejdet, da forhandlinger kom til kort. På den tid havde vi med Halfdan Rasmussen sunget : ”Men samlet er vi stadigvæk, den største enhed, der er til”, og strejken gav resultat. Arbejdstiden kom ned på 40 timer, som for andre faggrupper, der blev faste stillinger, også til dem, der havde følt sig nødsaget til at tage til Sverige for at få stabilitet i uddannelse og privatliv.

40 likes på Facebook kunne vel være en begyndelse til at samle yngre læger til fyraftensmøder o.lign. og diskutere en fælles indsats, i stedet for at gøre det til den enkeltes problem.

Men hvad er det der skal til for at få arbejdsglæden tilbage ? Vagter ved vi jo hører med til lægejobbet, men kvalitetstid med patienter findes også i vagtarbejde. Så hvad er det vi ikke er uddannede til og ikke skal lave - hverken på vagt eller i dagligt arbejde?

Jeg kunne f.eks. ønske mig mindre topstyring, mere anerkendelse af mig og min uddannelse, tillid til at jeg passer mit arbejde og gør det godt.

Og samlet er man stærkere. Hvem ved, måske kan en samlet yngre-læge-gruppe være med til at ledere i sygehusene og i det politiske system med tiden kan samarbejde om at gøre sygehusene til at godt sted for både patienter og ansatte.