Hvem er bekendt med den sædvanlige praksis i patientklagesager, og hvem har gavn af denne praksis?

I Ugeskriftet nr. 15, 8. april (Ugeskr Læger 2002; 164: 2066) udtrykte H.E. Fuglsang Jensen utryghed ved, at i alt 11 mere eller især mindre relevante personer havde modtaget kopi af en klagesag mod ham inden sagen var afgjort i Patientklagenævnet. Nils Michelsen, Lægeforeningens Juridiske Sekretariat, forklarede herefter, at dette ikke er sædvanlig praksis, og at det normalt kun er den indklagede, Embedslægeinstitutionen og Patientklagenævnet, der modtager kopi af klagen før dennes afgørelse.

Jeg er helt enig med H.E. Fuglsang Jensen i, at det, han har været udsat for, er helt uacceptabelt og ganske unødvendigt, men jeg er til gengæld også uenig i det hensigtsmæssige i den sædvanlige/gældende praksis.

Når klagen gælder en sundhedsmedarbejder ansat i sundhedsvæsenet under en fagligt ansvarlig ledelse, bør denne ledelse i mine øjne informeres om klagen fra starten. Er den indklagede derimod selv øverste fagligt ansvarlige, kan jeg ikke se et fornuftigt formål i at orientere en administrativ arbejdsgiver før sagen er afgjort.

Mit indlæg omhandler derfor udelukkende klager over medarbejdere ansat under en fagligt ansvarlig ledelse.

For snart tre år siden var jeg som patient på et hospital udsat for en behandling, der førte til en klage fra mig til Patientklagenævnet.

Mit amts rådgiver i patientklagesager, Patientklagenævnet og den indklagedes faglige kontrolinstans, oplyste mig ved sagens begyndelse om, at ledelsen naturligvis ville få klagen tilsendt via Embedslægeinstitutionen.

På min langt senere forespørgsel kunne Embedslægeinstitutionen i mit amt oplyse mig om, at man dér har besluttet ikke at informere ledelserne før sagernes afgørelse. Den fagligt ansvarlige ledelse har således under et langt sagsforløb været formelt uvidende om og dermed uden medansvar for og mulighed for at forebygge gentagelser af de mere generelle problemstillinger, der førte til den alvorlige klage over én af deres medarbejdere.

Der vil med gældende praksis ofte kunne gå fra et til mere end tre år fra en hændelse indklages til ledelsen informeres.

En indklaget er uskyldig indtil det modsatte er bevist, men på nogle områder i min sag er jeg af den opfattelse, at der er tale om generelle og vidtrækkende problemstillinger. Såfremt ledelsen var blevet informeret om klagen fra starten, havde denne haft mulighed for straks at tage generelle forholdsregler imod en klart nærliggende risiko for en gentagelse af hændelsen.

Jeg vil nødig være fagligt ansvarlig leder i sygehusvæsenet underlagt en sædvanlig praksis, der holder ledelsen udenfor, når der forekommer alvorlige klager mod medarbejderne. Jeg vil da også nødig være den medarbejder, som med denne praksis formelt gøres eneansvarlig og isoleres med en belastende klagesag.

Det er alle tiders måde at gøre den enkelte medarbejders problemer på arbejdspladsen til et tabubelagt, hemmeligt og privat anliggende. Det er en misforståelse at tro, at dette beskytter medarbejderen. Ikke alle medarbejdere i sundhedsvæsenet er ældre, erfarne fagfolk med hår på brystet, brede skuldre og et muligt behov for helt selv at manøvrere i en klagesag.

Der må kunne skabes mere hensigtsmæssige måder at beskytte og støtte den indklagede, samtidig med at en fagligt ansvarlig ledelse formelt informeres, påtager sig sin del af ansvaret og får mulighed for at forbedre den faglige kvalitet til gavn for de patienter, vi trods alt er ansat til at give den bedst mulige behandling.

Min sag og H.E. Fuglsang Jensens sag viser, at kendskab til den sædvanlige praksis synes at være forbeholdt særligt indviede. Kan Lægeforeningens Juridiske Sekretariat oplyse, hvor denne sædvanlige praksis stammer fra og, om de enkelte Embedslægeinstitutioner selv kan beslutte, hvilken praksis de ønsker at følge?

SVAR