HVEM HAR ANSVARET FOR FOLKESUNDHEDEN?

Definitionen af et givet politisk problem, dets årsager og af, hvem der har ansvaret for at løse det, er en central del af den politiske proces. Den, der formår at få sin fortolkning accepteret, har sat den politiske dagsorden. Det gælder også folkesundheden.

I den socialdemokratisk-radikale regerings folkesundhedsprogram fra 1999 spurgte man »Hvad er folkesundhed?« og svarede, at »arbejdet med folkesundheden handler om de muligheder og vilkår, som en befolkning har for at leve sundt - og hvorvidt dette lykkes«. En egentlig definition af, hvad regeringen mente problemet bestod i, blev ikke givet. Af den måde folkesundhed blev omtalt på i programmet kan man dog se, at middellevetiden var den centrale komponent. Den nuværende regerings sundhedsprogram, »Sund hele livet«, rummer ingen eksplicit definition. Men også i dette program synes den generelle sygelighed og dødelighed at være det centrale. Den suppleres af en konstatering af, at også social ulighed i sundhed bør ses som en komponent i folkesundheden.

Da der ikke er den store politiske uenighed i Danmark, kan man gå over sundet for at finde en anden fortolkning. Sammenligningen kan bruges til at tydeliggøre den danske fortolknings særtræk. En parlamentarisk komite skrev i 1998: »Folkhälsa är således inte bara summan av individernas hälsa utan omfattar även det mönster som råder mellan befolkningens olika grupper med större eller mindre olikheter i sjukdomsrisker och sjukdomskonsekvenser samt de förändringar som sker gradvis eller i form av t.ex. epidemier.« Her blev middellevetiden ikke set som et brugbart mål på folkesundheden, bl.a. fordi den ikke siger noget om sygelighedens fordeling i befolkningen.

De to måder at beskrive folkesundheden på kan begrunde en forskel i placeringen af det politiske ansvar. Hvis man finder, at den samfundsmæssige fordeling af sygdomsbyrden er et væsentligt tema for folkesundheden, får politikerne uundgåeligt et større ansvar. En given fordeling er jo ikke noget den enkelte borger har andel i eller kan tage ansvar for. I den samme svenske betænkning skelnes derfor mellem ansvaret for folkesundheden, som siges at være politisk, og ansvaret for individernes sundhed, som fælles for den enkelte og politikerne.

Identifikationen af årsagerne til en given folkesundheds tilstand er også med til at sætte den politiske dagsorden. I den danske folkesundhedspolitik lægges der stor vægt på livsstilens betydning som årsag til folkesundhedens niveau. En alternativ fortolkning er, at det hovedsagelig er de vilkår, mennesker lever under, der er afgørende for deres sundhed. Livsstilen kan endvidere både ses som et resultat af den enkeltes suveræne valg og dermed som hendes eller hans ansvar. Eller den kan ses som en følge af ydre påvirkninger, levekår og sociale relationer. Den svenske regering skrev i sit folkesundhedsprogram, at »eftersom skillnaderna följer mycket tydliga sociala mönster, så beror inte olikheterna i hälsa främst på individernas medvetna val av livsstil.« Hvis man ser livsstilen som den væsentligste årsag til dårlig sundhed og den enkeltes frie valg som bestemmende for livsstilen, er det de enkelte borgere, som har hovedansvaret. Er det derimod levekår og deres indflydelse, også på livsstilen, som tillægges størst betydning, har politikerne hovedansvaret.

Den danske regering fortolker folkesundhedsproblemet især som middellevetid og livskvalitet og ser årsagerne som borgernes egne valg af uhensigtsmæssig livsstil, det gælder også de udsatte gruppers ringere helbredstilstand. Dermed behøver omfanget af det politiske ansvar ikke at være stort, og bestræbelserne på at forbedre folkesundheden ikke at placeres centralt på den politiske dagsorden. Måske er det en forklaring på, at forebyggelsesarbejdet får en mildest sagt stedmoderlig behandling i strukturreformforslaget?