Skip to main content

Hvem skal betale for lægers efteruddannelse?

Sofie Fage Hjortø, reservelæge, Roskilde Sygehus, medlem af Yngre Lægers repræsentantskab.

12. jun. 2012
2 min.

Ved forårets lægemøde var der opbakning til en ny politik om speciallægeefteruddannelse, som skal gøres mere systematisk og individuel. Befolkningen og politikerne ønsker, at lægers efteruddannelse systematiseres, så der sikres faglig opdatering af lægerne. Der var på lægemødet bekymring for økonomien, idet mange oplever, at de hverken kan få fri eller få betalt efteruddannelse. Jeg deler denne bekymring. På min arbejdsplads er vi 28 læger, og så vidt jeg er orienteret, er kursus/kongresbudgettet på 50.000 kr. pr. år til hele gruppen. Det skal bl.a. dække omkostninger til U-kurser, til ti videreuddannelsesdage pr. afdelingslæge pr. år samt overlægernes kursus- og kongresaktivitet. Det er (ikke overraskende) helt utilstrækkeligt. Skal afdelingslægerne bruge deres ti efteruddannelsesdage på at sidde hjemme og fordybe sig i litteratur, som hospitalet har købt adgang til? Er det, hvad vi har råd til? Og hvordan skal de ledende overlæger sikre, stimulere og udvikle et højt fagligt niveau og motivere vidensmedarbejdere, når de ingen penge har til videre- og efteruddannelse. Jeg ville ønske, at de ledende overlæger ville stille kritiske spørgsmål til hospitalsdirektionen og regionen i offentligheden, så vi kunne få en debat med regionerne om, hvad der er et anstændigt videre- og efteruddannelsesbudget.

Og så starter hele diskussionen om, hvorvidt medicinalindustrien må betale lægers efteruddannelse. Principielt mener jeg, at lægers uddannelse bør være uafhængig af medicinalindustrien. Men hvis jeg får betalt kongresdeltagelse frem for selv at skulle betale 5.000-10.000 kr., når jeg skal præsentere forskning, som jeg har lavet i min fritid, fortrænger jeg principperne om, at min efteruddannelse ikke må ske på bekostning af mine kommende patienters uvildige rådgivning om medicinvalg. Dette er ikke en kritik af medicinalindustrien, jeg oplever her en imødekommende holdning til lægers videre- og efteruddannelse, som desværre ikke kan genfindes i det offentlige, formentlig pga. manglende resurser.


Jeg leder efter en løsning. Efteruddannelse er et politisk krav, men økonomien er historisk dårlig. Hvis industrien skal betale en del af efteruddannelsen, hvilke tiltag er så nødvendige for at minimere den indflydelse, det måtte have på vores ordinationsmønster? Eller skal vi til at tænke helt anderledes? At efteruddannelse er et gode, vi selv har så stor interesse i, at vi selv finansierer det? Hvem skal betale for den efteruddannelse, som læger, politikere og befolkningen ønsker? Vores arbejdsgiver, industrien eller os selv?