Skip to main content

Hvem skal betale lægers efteruddannelse?

Det må være på sin plads, at arbejdsgiverne træder ind i stedet for medicinalindustrien.

Overlæge Mark Krasnik og reservelæge Simon Serbian, Lægeforeningen Hovedstaden.
E-mail: Mark.Krasnik.01@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen

19. mar. 2015
2 min.

Ugeskrift for Læger nummer 1/2015 tager fat i speciallægernes efteruddannelse[1].

Det begynder godt, idet Lægeforeningen og Danske Regioner er blevet enige principperne for systematisk kompetenceudvikling.

- Høj faglighed, som tager afsæt i både sundhedsvæsenets og lægens behov.

- Kompetenceudvikling skal være målrettet efter analyse og feedback på klinisk praksis.

- Udviklingsplan skal sikre prioriteret kompetenceudvikling.

- Forskelligartede læringsaktiviteter skal sikre reel kompetenceudvikling.

Men så begynder det at knirke. Der er ikke knyttet penge til aftalen, og der er ingen formelle krav til afdelingerne om, at speciallægerne kommer på efteruddannelse.

Sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner Erik Jylling, udtaler i denne forbindelse, at arbejdsgiverne har pligt til at sikre patienterne kompetente læger, men i samme åndedrag udtaler han, at lægerne har et personligt ansvar for »at holde sig selv adræt i forhold til at have sin kunnen og sin autorisation, og at speciallægerne selv må udnytte de efteruddannelsesdage, overenskomsten giver dem ret til«.

Sygehusejerne har i årtier levet højt på, at medicinalindustrien i stor stil har finansieret speciallægernes efteruddannelse i form af kongresrejser og kurser i ind- og udland. Men den tid er forbi. Industrien har stort set har trukket sig fra den aktivitet, og Lægeforeningen har udarbejdet en restriktiv politik på området.

Direktørens ord forekommer således lidt letkøbte.

Det er fint nok, at der i overenskomsten er uddannelsesdage. Men hvor skal midlerne komme fra til at tilrettelægge møder og kurser i Danmark og til at deltage i internationale kongresser og konferencer?

Det fremgår af en spørgeskemaundersøgelse blandt Overlægeforeningens medlemmer i 2014, at næsten halvdelen ikke får den fulde udgift til efteruddannelsesaktivitet finansieret af egen afdeling. Halvdelen af de adspurgte overlæger har oplevet, at efteruddannelsesdage var ulønnet. Og kun to tredjedele havde haft mere end ti uddannelsesdage.

Det må derfor være på sin plads, at arbejdsgiverne træder ind i stedet for medicinalindustrien. De må bære ansvaret for, at speciallægerne får muligheder for at holde deres færdigheder opdateret og deltage i den faglige udvikling af sundhedsvæsenet. Dette vel at mærke uden risiko for at blive påvirket af medicinalindustrien eller for selv at skulle finansiere efteruddannelsen. Finansieringen må løftes af arbejdsgiveren!

Referencer

LITTERATUR

  1. Larsen K. Speciallægers efteruddannelse for usystematisk. Ugeskr Læger 2015;177:14-7.