Hvem skal recertificere mig?

Kære Torben Schroeder [^1] og ligesindede.

Jeg har med interesse fulgt debatten, startet i dagspressen om recertificering af speciallæger. Det er vist ikke første gang den er fremme, jeg mindes den forrige og gangen før.

Det spørgsmål, der presser sig på for mig, er: Hvem skal recertificere mig?

Først lidt om mig, så du får baggrund for at besvare. Jeg er 58 og speciallæge i anæstesiologi siden 1996, jeg er overlæge på Aarhus Universitetshospital og har været det siden 2002. Lige siden min speciallægeanerkendelse har jeg beskæftiget mig med neuroanæstesi. Vi er vel rundt regnet 30 speciallæger i Danmark, der har dette som hovedbeskæftigelse. Så nu kommer mit spørgsmål igen: Hvem skal recertificere mig? Skal det være en, der kender mine daglige udfordringer i tilstrækkelig grad til at det giver mening, snævrer det feltet betydeligt ind. Og skal jeg så ud ugen efter for at recertificere dem? Eller, er der en, der surveyer, der skal gå rundt med mig en dag for at observere, om mine almene kompetencer er på plads?

Spørgsmålet kan i mindst lige så høj grad være gældende for kollegaer, der indenfor andre felter og specialer er lige så højt specialiserede. Hvis vi skal eksaminere hinanden, vil det i den grad give (berettiget?) grobund for mistænksomhed fra omverdenen (det hvide broderskab). Eller skal der indkaldes eksperter fra udlandet til det? Alternativet er en proces, hvor der alene fokuseres på almene kompetencer eller en form for eksamen, hvor ikkeeksperter nemt kan se, om der er svaret rigtigt eller forkert på et multiple choice-spørgsmål. Det giver vist heller ikke så meget mening.

Jeg er til gengæld ikke umiddelbart uenig med dig i, at bundniveauet kan være lavt, men det vil en recertificeringsordning ikke ændre på. Der skal andre tiltag til, blandt andet, som du selv skriver, et opgør med berøringsangsten overfor kollegaer og systemer der ikke lever op til kravene. De årlige samtaler, speciallæger skal have med deres nærmeste leder, skal prioriteres, så både ledere og medarbejdere kan se mål og mening med dem.

Og så er der lige det med pengene. Hvor synes du, de skal komme fra? I forvejen er der ganske små midler på afdelingerne til at sørge for kontinuerlig efteruddannelse. Jeg kender ingen afdelinger, der har budget til at håndtere ordentlig efteruddannelse for alle speciallæger. I disse tider, hvor der i stigende grad ses skævt til medicinalsponsoreret aktivitet, er det næppe en farbar vej. Eller forestiller du dig, at vi selv skal betale større dele af vores efteruddannelse? I forvejen er der nok speciallæger, der betaler for kurser og kongresser af egen lomme.

Det er et ædelt, og måske påkrævet, ønske at højne uddannelses- og performanceniveauet blandt speciallægerne, men det bør ikke baseres på meningsløse skrivebordsøvelser.