Skip to main content

Hver syvende mand med anæmi har coloncancer

♠ Speciallæge Hans Raskov, Frederiksberg. E-mail: raskov@mail.dk

6. feb. 2009
2 min.

Kommentar til Lasse Strands (LS) og Søren Laurbergs (SL) korrespondance vedr. retningslinjer ved mistanke om kolorektal cancer [1].

Jeg forstår godt LS' undren, når SL, en af landets førende gastroenterologer og medansvarlige for MTV-rapporten, melder andre retninglinjer ud end dem, han har været med til at definere. Når det er sagt, er det jo blot et udtryk for, at rapporten trænger til at blive revideret. LS har ikke ret i, at der sjældent findes patologi i colon ved monosymptomatisk anæmi. Halvdelen af coloncancer (CC)-patienter er anæmiske på diagnosetidspunktet [2]. Det er selvfølgelig ikke det samme, som at halvdelen af anæmipatienter har CC, men en undersøgelse med > 500 patienter, der var henvist til anæmiudredning, viste, at 6,3% havde CC (14% af mændene! og 1% af kvinderne) [3]. Hvis tallene holder, har hver syvende mand med anæmi altså CC. Hos 24% fandtes en anden blødningsårsag i gastrointestinalkanalen. Livstidsrisikoen for kolorektal cancer er 5-6%, hvilket vil sige, at ca. hver 20. dansker rammes af sygdommen, så jeg er absolut enig med SL i, at anæmi, især hos mænd, bør udløse en koloskopi, og i øvrigt at alle symptomatiske patienter bør koloskoperes direkte.


Referencer

  1. Strand L. Retningslinjer ved mistanke om kolorektal cancer. Laurberg S. Svar. Ugeskr Læger 2009;171:344.
  2. Masson H, Chinn DJ, Tabagchali MA et al. Is anemia relevant in the referral and diagnosis of colorectal cancer? Colorectal Dis 2007;9:736-9.
  3. Raje D, Mukhtar H, Oshowo A et al. What proportion of patients referred for to secondary care with iron deficiency anemia has colon cancer? Dis Colon Rectum 2007;50:1211-4.