Hvilken betydning har rygning?

Humphrey Bogart havde ofte en cigaret i munden eller i hånden. Kapitalister og andre magtmennesker bliver ofte afbildet med en cigar. En piberygende mand kan symbolisere hjemlig hygge. Tobaksrygning handler om mere end om at tilfredsstille et nikotinbehov eller om at have en legitim grund til tiltrængte pauser. Gennem at ryge, gennem valg af tobaksprodukt og gennem måden at ryge på, signalerer rygeren mange forskellige ting. En der ryger Gauloise markerer et andet tilhørsforhold end en, der ryger Cecil, ligesom en der bruger et forgyldt cigaretmundstykke signalerer noget andet end en, der holder cigaretten mellem tommelfinger og pegefinger.

Rygning kan have mange betydninger, de er skiftet over tid og er forskellige i forskellige lande og samfundslag. De signaler, man sender ved at ryge, kan være en væsentlig del af ens identitet eller i det mindste af den identitet, man gerne vil skilte med. Hvis derfor myndighederne vil have folk til at holde op, var det måske en god idé at gøre mere ud af disse grunde. For at kunne gøre det, skal man kende rygningens symbolværdier. Et fremragende bidrag til denne erkendelse er den svenske forsker Ulrika Torell nu kommet med (1). Hun har set på, hvordan rygning bliver afbildet og omtalt i ugeblade, takt- og tonebøger m.v. Hun har fulgt hvordan tobaksbruget er blevet præsenteret fra 1950'erne, hvor cigaretter begyndte at blive en masseforbrugsvare, frem til 1990'erne, hvor rygning var blevet etableret som folkesundhedens fjende nummer et. Tobaksbrugen skiftede symbolværdi flere gange i løbet af de halvtreds år.

I halvtredserne fandt Ulrika Torell en række typer, som stort set alle var mænd: den piberygende husfar, den cigaretrygende førsteelsker, det cigarrygende magtmenneske og endelig den cigaretrygende taber. Nogle af disse figurer går igen i flere årtier, men den piberygende familiefar forsvinder. De kvinder, der blev set rygende i halvtredsernes ugeblade, var kunstnere eller »letlevende« kvinder. I halvfjerdserne kunne kvinders cigaretrygning opfattes som et symbol på ligestilling - den selvstændige, erhvervsaktive kvinde var ryger.

I halvfemserne blev rygning så ildeset, at almindelig hverdagsrygning slet ikke blev afbildet i bladene. Det var blevet en taberadfærd og socialt stigmatiserende. Måske kan denne association til »underklasse« være en af grundene til, at flere holdt op med at ryge. Måske var der ikke kun tale om en rationel beslutning på grundlag af den intensive oplysning om tobakkens skadevirkninger.

Den massive udgrænsning af rygningen havde imidlertid givet den en ny symbolværdi, der gjorde, at man ved at ryge kunne markere selvstændighed og individualitet. Man kunne demonstrere tillokkende ansvarsløshed og frihed eller vise, at man ikke var underlagt normer om politisk korrekthed og sundhedsfiksering. Man kunne demonstrere en eksklusiv, men kontrolleret, luksusadfærd f.eks. gennem rygning af dyre cigarer efter et veltilberedt måltid. Modebilleder kunne igen indeholde rygende modeller, hvilket stort set ikke forekom i 1980'erne. Om dette er en del af forklaringen på, at andelen af rygere falder mindre blandt unge end i andre aldersgrupper, eller om der er andre signaler, de unge ønsker at sende, er svært at vide. Men det er værd at undersøge.

Selv om man ikke kan slutte fra den symbolværdi, rygning har i ugeblade, til den mening den har for rygerne, er det en indgang til en forståelse af rygningens mange betydninger. Ulrika Torells undersøgelse handler om Sverige, og resultaterne kan ikke umiddelbart overføres til Danmark; dels er normsættet ikke nødvendigvis det samme, dels er tobaksvanerne ikke ens, f.eks. bruges snus næsten ikke i Danmark og cigarrygende kvinder er nærmest ikke set i Sverige. En tilsvarende dansk undersøgelse ville derfor kunne tilføre dansk rygepolitik interessant og underholdende og sandsynligvis også nyttig viden. Som den svenske Folkhälsokommitté skriver, vælger man sjældent livsstil hovedsagelig af sundhedsgrunde. Hvis man ønsker og finder det legitimt at forsøge at motivere folk til ændrede vaner, tror jeg, at folkesundhedspolitikken kunne vinde på at gøre mere ud af at forsøge at forstå adfærdsformers symbolske betydninger.