Hvis jeg kunne bestemme ...

... så skulle politikerne forebygge - ikke lægerne.

Forebyggelse stormer frem. Og når Mandag Morgen proklamerer, at »Danskernes levevis skal være det næste store velfærdsprojekt«, har de nok ret - like it or not. Problemet er imidlertid den absurde og forkerte følgeslutning, at fordi forebyggelse er kommet for at blive, skal læger, der er uddannet i at diagnosticere og behandle sygdom, i stedet bruges til at realisere samfundets forebyggelsesprojekt.

Forebyggelse handler grundlæggende set om at påvirke individer, der indgår i forskellige sociale kontekster og kulturer, så de ændrer adfærd i en ønsket retning. Kodeordene her er »sociale kontekster«, »kultur«, »individ« og »ændre adfærd«. Med al respekt for alt det læger kan, er dette ikke lægelig kernefaglighed. Og det samme gælder for sygeplejersker. Derfor er det en misforståelse, at forebyggelse er noget, som sundhedsfaglige bør tage sig af. Sundhedsfaglige er jo primært sygdomsfaglige. Det er der nogle, som begræder. Men man kunne også juble over, at der faktisk er nogle, som har forstand på alt fra coloncancer til KOL - især når sygdommen rammer! Selvfølgelig ville de fleste af os foretrække, at sygdomme ikke ramte. Og lægers forskning kan bl.a. fortælle os, at så hjælper det gevaldigt, hvis vi f.eks. spiser anderledes, rører os mere, ikke ryger og drikker lidt mindre. Men kæden hopper af, når man deraf slutter, at det er læger - eller andre sundhedsfaglige - som bør få de mange »individer« i forskellige »sociale kontekster« og »kulturer« til at »ændre adfærd«. Hvis vi skal have relevante fagfolk på banen, burde man med de kodeord ikke lede i den store kasse med sundhedsfaglige, men i stedet lede i den med sociologer, antropologer og psykologer. Først og fremmest burde man dog kigge i kassen med politikere.

Et eksempel fra trafikområdet kan illustrere problematikken: Der var tre gange så mange trafikdrab i 1970 som nu, og dem besluttede man sig politisk for at forebygge - ligesom man i dag har besluttet at forebygge livsstilssygdomme. Men ingen fik dengang den forrykte ide, at man skulle sætte halvdelen af politistyrken til at holde individuelle, pædagogiske, motiverende samtaler med dem, der lidt for godt »ka' li' kubik«, og som ikke kan finde ud af at lade bilen stå, når promillen stiger. I stedet tog man sig sammen på Christiansborg og lavede fartbegrænsninger og promillegrænser. Hvorfor er det så så svært at tage sig sammen på Christiansborg til at gøre noget ved forebyggelse af livsstilssygdomme?

Hvis jeg kunne bestemme, skulle sundhedsfaglige ikke bruge deres tid på livsstilsforebyggelse - når politikerne ikke gør deres del af arbejdet: Hvis de vil af med smøgerne, begrænse alkoholen, ændre kosten og få os op af sofaerne, kræver det politisk vilje og mod til at sætte de lovgivningsmæssige rammer omkring et sundere Danmark. Og de rammer inkluderer alle mulige tiltag, der gør det sunde valg til det lette, tilgængelige og billige valg - men også, at vi fratages nogle valg via direkte forbud.

Imens vi venter på det politiske mod til at løse opgaven, er det dog vigtigt, at I læger er klare i mælet om, hvad jeres kernekompetencer er - og ikke er - og så i øvrigt gør det, I er bedst til. Vi er nemlig stadig nogle stykker, der sætter pris på, at I faktisk er eksperter i sygdom!