Hvis journal?

Der snakkes for tiden meget om amternes forskellige systemer for elektroniske patientjournaler. Kan de nu tale sammen? Hvad med kontakten til den praktiserende læge?

Og til patienten?

Før i tiden sagde vi, at journalen var lægens arbejdsredskab. Men den tid, hvor lægen arbejdede alene, er for længst forbi. Nu arbejdes der i team, specialiseringen øges, og de fleste patienter har mindst en kronisk sygdom. Selv den læge, der sidder alene i sin praksis, må samarbejde med de andre, hvad enten det er vagtlægen, sygehuset eller ferievikaren. Patienten cykler rundt mellem de forskellige læger - på ambulatoriet, hos speciallægen, og måske snart på det kommunale sundhedscenter. Alligevel tager de nye journalsystemer ligesom de gamle udgangspunkt i, at journalen er behandlingsstedets. Hvorfor egentlig? Det drejer sig jo da om det samme menneske, der skiftevis bliver set det ene, andet og tredje sted.

Journalen er i dag et vigtigt kommunikationsredskab. Den skal sikre samarbejdet og vidensdelingen mellem de forskellige læger, der ser den samme patient. Og behovet for samarbejde stopper ikke ved sygehusets port. Derfor skal fremtidens elektroniske journal ikke knyttes til de enkelte behandlingssteder, men til den enkelte patient.

Lad os sætte patienten i centrum for journalen. Der skal være en - og kun en - journal pr. patient, som skal bruges, uanset hvor i systemerne patienten aktuelt befinder sig. Sammen med journalen skal der være en - og kun en - medicinliste. Journalen skal struktureres, så det er til at få et hurtigt overblik. Og samtidig kan der skabes rum for de forskellige specialers særlige optegnelser.

Den moderne patient er selv en del af behandlingsteamet og har for længst fået adgang til at læse med i sine journaler. Fremtidens patient skal selvfølgelig have elektronisk adgang til både at læse alle journaloplysninger og se en log over, hvem der ellers har set i de forskellige dele af journalen, ligesom man kan i dag i medicinprofilen. At journalen er patientens egen, løser ganske vist ikke problemet med, om patienten forstår al lægelatinen. Men det, at journalen tager udgangspunkt i patienten i stedet for i afdelingen, vil gøre den til et bedre redskab for samarbejdet mellem patienten og lægerne.

Vi kender allerede systemet fra medicinprofilen. Her har patienten direkte adgang til sine oplysninger, og forhåbentlig kan hun også snart tilføje oplysninger, f.eks. om naturmedicin. Hvorfor udbygger amterne ikke medicinprofilen til et fælles medicinmodul, så vi kommer problemet med flere forskellige og måske indbyrdes modstridende medicinlister til livs?

At journalen er patientens og ikke lægens, vil også betyde, at patienten ikke længere skal finde sig i, at hun ikke kan få adgang til sin journal, fordi hendes læge er taget på fire ugers ferie. Eller at hendes journal ligefrem er destrueret i forbindelse med praksisophør.

At sætte patienten i centrum, bør være mere end et slagord. Som fremtidens patient vil jeg være centrum for min egen journal. Den skal handle om hele mit sygdomsbillede og være et tidssvarende informationsværktøj til deling med alle de læger, der hjælper mig.