Hvor blev rehabiliteringen af?

De nye kommunalbestyrelser og regionsråd står over for massive udfordringer for at sikre genoptræning og rehabilitering til mennesker med kroniske sygdomme efter endt behandling på sygehus. Kommunerne har nu i næsten tre år haft ansvaret for opgaven, men patienterne får langtfra de ydelser, som de har behov for, og der er ingen monitorering af kvaliteten i indsatsen. Opgaven skal prioriteres.

En effektiv rehabilitering har en dokumenteret positiv virkning på patientens tilstand: øger livskvaliteten, forbedrer behandlingsresultatet og mindsker risikoen for genindlæggelse. Rehabilitering rummer hermed endog en potentiel samfundsøkonomisk gevinst.

Rehabilitering kan ikke afgrænses til en bestemt sektor eller faggruppe, men skal omkranse et fuldt patientforløb, der oftest inkluderer en række fagfolk og institutioner, herunder specialiserede rehabiliteringsinstitutioner, hospitaler, egen læge og kommunale tilbud. Patienter med et længerevarende eller kroniske sygdomsforløb kan have behov for mange forskellige indsatser, der strækker sig fra fysisk vedligeholdelse og genoptræning til hjælp med psykologiske problemstillinger samt livsstils- og arbejdsmarkedsrelateret støtte. En optimal rehabilitering forudsætter derfor individuelt tilrettelagte rehabiliteringsplaner, som organiseres med let tilgang til en bred vifte af faglige kompetencer på tværs af sektorer og faggrupper.

Rehabilitering kræver tæt samarbejde og klar ansvarsfordeling mellem region, kommune, praksissektor mv., og det er nødvendigt, at der afsættes de tilstrækkelige midler direkte til rehabilitering. Rehabilitering skal derfor være en lovsikret patientrettighed og implementeres som rammen for et samlet patientforløb med fokus på høj faglig kvalitet, sammenhæng og inddragelse af patienters og pårørendes viden, resurser og ønsker. Dette vil mindske incitamenter for kassetænkning og forebygge, at der opstår gråzoner, hvor patienterne ender i ingenmandsland, fordi ingen tager ejerskab.

Hvis jeg kunne bestemme, skulle lovgivningen præcisere, hvilke ydelser patienterne har krav på. Kommunerne skulle prioritere indsatsen og i langt højere grad opbygge tilbud, der sikrer sammenhæng med en vifte af ydelser, som er centreret omkring patienten og dennes behov. Indsatsen skulle ydes og monitoreres efter evidensbaserede kliniske retningslinjer, så der sikres en ensartet høj kvalitet til gavn for patienterne.